Trailer­­manifestet

Der findes meget få mennesker i København, som kan udtale ordet »trailer« korrekt.

Ja, det gælder vel faktisk på hele Sjælland og en stor del af øerne, hvis ikke i det meste af Danmark. For slet ikke at nævne resten af verden, hvor de vist også går rundt og rimer trailer på »mailer«. Tænk engang.

Jeg siger ikke, at nordjyder er bedre mennesker end andre. Men vi ved da, at trailer rimer sådan nogenlunde på »vræler«. Med det der sære danske »r«, som hverken ruller sig frem eller slår smæld med tungespidsen, men som stille og roligt former sig i nærheden af drøbelen. Ligesom i »træ«, men med et »æ«, der bliver hængende en lille smule længere.

Trææ-ler.

Sådan.

Her vil der formentlig opstå spredte protester blandt læserne. Man sender jo heller ikke en »mææl«, vil nogle påpege. Man smider ikke sit affald i en »contææner«. Eller bliver – Gud forbyde det – ramt af »ææds«.

Nej, det er rigtigt. Og så alligevel ikke. For nu er Nordjylland tilfældigvis den region i Danmark, hvor relativt flest mennesker har en trailer stående derhjemme. Bare i lille Frederikshavn har de 58.746 indbyggere flere trailere (13.543) til rådighed end de 655.730 indbyggere i København (13.019).

Og så kan man vel godt få lov til at bestemme, hvad sådan en hedder?

Eller stop lige – måske er det faktisk bedre, at vi har den ægte trailerudtale for os selv. Skal sandheden frem, så er jeg egentlig ikke for alvor interesseret i at omvende nogen, især ikke de indfødte københavnere, som jævnligt håner udtalen med et overartikuleret – og helt og aldeles forkert – »trajler«.

Det er nemlig en af de sidste markante sproglige identitetsmarkører, jeg har tilbage som nordjyde efter mere end 13 år i og omkring København. Jeg siger ikke længere, at noget er kavt. Eller noget pangel. Eller noget gratværk. Og jeg beder da slet ingen om at høk’ en tak på bænken, så der er plads til alle.

Men prøliåhørher – trailer, den giver jeg mig altså ikke på. Eller »camping« med kaffe-a. Jeg siger stadig Pernille med bille-i og Mo’ns, ikke Mågens. Mine sko, de gnaver ikke, de skaver. Et slag i mellemgulvet er en mavepumper. Og jeg hverken fryser om eller på hænderne, men fryser simpelthen bare selve hænderne, når frosten snart bider sig fast.

Det er sådan cirka det. Foruden en klang i stemmen, der lyder umiskendeligt jysk i København og alt for københavnsk i Jylland, naturligvis.

ALT DET HAVDE JEG næppe tænkt så meget over, hvis det ikke lige var for det faktum, at jeg for nogle år siden begyndte at sætte børn i verden.

To af slagsen, for at være helt præcis.

Og nu er det jo sådan med børn, at de har det med at tage farve af det sted, de vokser op. Ikke mindst sprogligt. I vores tilfælde sker det på min kones hjemmebane lidt nord for København i en kommune med kun 3.854 trailere til de 57.055 indbyggere, hvoraf cirka 57.054 nok som udgangspunkt udtaler de nævnte ord anderledes end mig. Måske lige minus de knap 500 babyer.

Man kan med en vis ret argumentere for, at problemet derfor burde have stået klart for mig fra start, men det var først, da den ældste begyndte at fremstamme sit første københavnsk klingende »mo-ARH«, at jeg indså det uundgåelige: Mine børn bliver jo ikke nordjyder. Gisp!

Det er der ikke nødvendigvis noget dårligt i. Ikkenordjyder kan også være udmærkede mennesker, ja, en enkelt har ligefrem vist sig så udmærket, at jeg har giftet mig med hende. Venner, kollegaer, naboer, svigerfamilie, jeg klager ikke. Og den nemme løsning – at flytte »hjem« – har jeg heller ikke umiddelbart planer om. Der er faktisk ret dejligt herovre.

Så hvad er problemet?

Jo, det handler om noget så simpelt som at høre til. Om at være mere end et blad, der blæser rundt i vinden og tilfældigvis lægger sig til rette i denne bunke og ikke en anden. Om at være noget og ikke bare nogen, for nu at parafrasere Lars Løkkes lidt udslidte slagord i valgkampen. Noget, der har en rod. Et sted. Noget, der er større end mig selv.

Lidt vel højstemt? Ja. Især for et nordjysk gemyt som mit. Men sådan er det: Jo længere tid jeg har boet uden for Nordjylland, desto mere nordjysk har jeg paradoksalt nok følt mig.

Måske er det derfor, jeg gennem årene har skrevet sådan lidt småmelankolsk her i avisen om Aalborg, om Vesterhavet, om nordjyske landeveje. Og nu om trailere.

Det er mit sted. Hverken værre eller bedre end andre steder. Men anderledes, særegent, urimeligt sarkastisk, uforståeligt indforstået, så kun nordjyder helt kan være med. Det er jo mig, for pokker.

Problemet er derfor i bund og grund, at mit sted ikke er det samme sted, som en dag bliver mine børns sted. De vokser op omringet af trailerignoranter og er vist mest overraskede over, at man stadig kan klare sig nogenlunde på dansk efter den der lange køretur nordpå.

Men jeg giver mig ikke uden kamp. Jeg må være deres Nordjylland.

ER ENKELTE LÆSERE stadig i tvivl, så handler det selvfølgelig ikke kun om, hvordan man udtaler ordet »trailer«.

Men man skal jo starte et sted.

Og heldigvis er det sådan, at vi temmelig ofte passerer en af de 3.854 trailere i lokalområdet på cykelturen til børnenes institution. De står ofte sådan lidt henkastet på cykelstien, som om ingen rigtig ved, hvad de skal bruges til.

»Hvad er det der?« spørger jeg så, mens vi kanter os rundt om vidunderet.

»En trææ-ler,« svarer de pligtskyldigt.

Og sådan går det til, at vi nu er tre på Team Trææ-ler mod de 57.052 andre i kommunen. Og det er jo ikke så skidt endda.

Forleden pegede min datter ligefrem på en campingvogn og sagde … ja, »campingvogn«. Med et dejligt, dansk kaffe-a. Som et amen i kirken. Et lille stykke Nordjylland i Nordsjælland. Et sprogligt mirakel.

De skal nok lægge det fra sig igen med alderen, børnene. Mere indbildsk er jeg ikke. Venner og familie vil måbe og drille dem, sige »trajler« og »CAM-pingsvogn«, more sig kosteligt over disse besynderlige talefejl, og til sidst vil de give sig, måske allerede ved den første modstand.

Men man må glæde sig over de små sejre, så længe de varer.

Og det mest utrolige af det hele? Vi ejer ikke engang selv en trailer.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.