Det rigsdanske tyranni

»På Landet« er temaet for den københavnske kulturfestival Golden Days, som løber af stablen i disse dage. Måske et lidt overraskende tema i betragtning af, at festivalen oprindelig tog navn efter »guldalderens København«, altså perioden cirka 1800-1860, hvor det københavnske kunst- og kulturliv blomstrede, og folk som Eckersberg, Oehlenschläger og Kierkegaard bevandrede de københavnske brosten.

Landet forekommer måske langt fra byens guldalder, men vores forestillinger om og fremstillinger af landet i kunst, film og litteratur er på mange måder forankret i netop denne periode. Hos Golden Days omtales landet som »vores fælles ophav, kulturhistoriske rodnet og det eksotiske andet«. Landet fungerer i vores kultur som det eksotiske andet, den konstituerende yderside, som definerer vores forestillinger om byen og dens beboere.

Kontrasten mellem by og land står den dag i dag centralt i vores fortællinger om os selv, uanset om det er som nation eller individuelt som menneske. Vi er ikke altid bevidste om det, men vores måder at betragte sprog på er også dybt forankret i vores forestillinger om landet i kontrast til byen. Dialekter er den eksotiske anden, den konstituerende modpol til det, vi opfatter som rigsdansk.

I den københavnske guldalders tid var der ikke noget, der hed rigsdansk. Omkring 80 procent af befolkningen levede på landet og talte en lokal dialekt. Det danske sprog bestod med andre ord af lokale varianter, som var forskellige fra egn til egn, men ikke nødvendigvis opfattedes som forskellige fra en forestilling om et ikkedialektalt rigsdansk. Forestillingen om et rigsdansk renset for lokale dialekttræk opstår først senere. Tanker om et særligt skønt og korrekt sprog, som er fælles for hele nationen, og som står i modsætning til de lokale dialekter, udspringer fra København, hvorfra ideen om en særlig dansk identitet i nationalromantisk og grundtvigsk ånd også udgår. Disse bliver en central drivkraft i den sproglige standardisering og dialekternes udtynding.

DANMARK ADSKILLER SIG fra mange af de lande, vi ynder at sammenligne os med, ved at have samlet alle nationens magtfulde instanser ét sted, i hovedstaden. Siden 1500-tallet har København været både kongens by, universitetsby og kirkens centrum. Rigdom, visdom og ånd har også haft plads på landet, men København var, og er, landets magtfulde centrum, som også kom til at blive sprogligt normcenter for hele riget.

Dialektforsker Inge Lise Pedersen beskriver i værket Dansk Sproghistorie, hvordan 1800-tallets københavnske borgerskab anvendte et talesprog, som havde udviklet sig fra 1700-tallets »fine« saloner til en blanding af (skriftnært) foredragssprog og samtalesprog. Dette talesprog blev opfattet som dannet og blev i praksis model for den skriftsprogsnorm, som efterhånden etablerede sig og med skolen udbredtes til hele landet. Børn i hele Danmark lærte at skrive, som de dannede københavnere talte. Ord, de selv udtalte som »a« eller »jæ«, skulle staves »jeg«, »it« eller »æt« blev til »ikke«, og foranstillet bestemt artikel »æ«, som i »æ mand«, skulle sættes bag på navneordet, »manden«.

Skriften er formentlig den allermest effektive måde at formidle et rigssprog på. Gennem skriften kunne folk i hele landet, sort på hvidt, se, hvordan dannede byboer skrev, og på den baggrund også danne sig en forestilling om, hvordan de talte.

Da radioen indtog den danske æter i 1920erne, var det københavnske stemmer, der blev lyttet til »på landet«. Først et dannet højkøbenhavnsk, og senere fra cirka 1970erne også mere uformelt moderne københavnsk. Sammen med andre centrale institutioner som universitetet, højskolerne og litterære forlag har skolen og medierne fungeret som katalysatorer for et københavnskbaseret skrift- og talesprog, som bredte sig fra byen til hele landet.

SIDEN 1800-TALLET er vi gået fra at være et dialekttalende samfund til den omvendte situation i dag, hvor 80 procent af befolkningen taler et standardiseret rigsmål, mens dialekter i traditionel forstand tales af et mindretal. Rent sprogligt, set med dialektforskerens briller, er forskellene i dansk langt, langt mindre end for 100 år siden. Vi bruger stort set den samme grammatik og de samme ord på tværs af landsdelene (heldigvis har vi sønderjyderne som undtagelsen, der bekræfter reglen), og forskelle i udtaler er så få og små, at de kan være vanskelige at måle og beskrive.

Det interessante er dog, at de minimale variationer, vi fortsat har på tværs af landet, høres og opleves som store. Man kan sige, at selvom for eksempel en nordjyde lingvistisk set taler mindre forskelligt fra en københavner end for 100 år siden, opleves forskellen stadig som lige stor. Forskningseksperimenter har vist, at danskere opfatter og reagerer (som oftest negativt) på bittesmå prosodiske variationer, det vil sige en lille smule sprogtone eller -melodi, som genkendes som anderledes end standardkøbenhavnsk.

For danskere betyder den regionale sproglige variation altså stadig noget. Undersøgelser af danskernes holdninger til dialekttalende har gentagne gange vist, at direkte spurgt elsker man de danske dialekter. Dialekter opfattes som charmerende krydderi på den nationale rødgrød. I eksperimenter, hvor danskere ikke skal forholde sig bevidst til dialekter, men i stedet reagere på forskellige måder at tale dansk på, falmer charmen dog. Alle – jyder, fynboer såvel som københavnere – opfatter talere af regionale varianter som bondske, langsomme og dumme, mens københavnsktalende vurderes som dynamiske, hurtige og intelligente.

Noget af det, jeg som dialektforsker stadig undrer mig over, er, hvorfor vi i Danmark, et meget lille land, tilsyneladende bliver ved med at reproducere sådanne forestillinger om hinanden. En forklaring kan muligvis hænge sammen med, at vores forestillinger om rigsdansk og dialekter afspejler de by-land-dynamikker, som har karakteriseret det moderne Danmarks udvikling, og som stadig præger vores moderne liv. De normer, vi har for, hvad vi opfatter som godt, korrekt og gangbart sprog, både i skrift og tale, placerer stadig regionalt, ikkekøbenhavnsk dansk som »det eksotiske andet«.