Revisionistisk. Hvordan hiver man fortidens kvindelige kunstnere frem i lyset – uden at lade glemslen fylde mere end deres værk og virke? Sara Alfort om kulturkanon, repræsentation og 13 fandenivoldske kvinder, der i 1890erne smed samtidens moral og kvindesyn over bord – og siden blev glemt.
Sultne kvinder
Med udstoppede fasaner i hatten og okseblodsfarvede gevandter slentrer Agnes Henningsen rundt i gaderne i 1890ernes København. Hun adskilte sig fra mængden, og hun holdt af at være omdiskuteret midtpunkt. Som hun skriver i sine erindringer: »Når man er så lille, er man nødt til at være opsigtsvækkende klædt, hvis man ikke vil risikere at blive kørt over.«
For Agnes Henningsen var den opsigtsvækkende stil ikke bare en trafikal sikkerhedsforanstaltning, men en livsfilosofi: Hun nægtede at tilpasse sig, hun havde intet tilovers for samtidens rigide kvindesyn, og andre menneskers moral og regelsæt ragede hende en høstblomst. Som forfatter og menneske krævede Agnes Henningsen sin plads – og en hel del champagne.
Del:
