Nekrolog. Jean-Luc Godard forandrede filmkunsten for altid ved at skille dens konventioner ad. Det åbnede uendelige muligheder, som han fortsatte med at udforske til det allersidste.
Billedstormeren
Jean-Luc Godard, der døde i tirsdags 91 år gammel, var gennem mere end seks årtier en af filmverdenens mest markante billedskabere. Med hans bortgang slukkes den sidste gnist fra det 20. århundredes filmkunst. Han var den sidste tilbageværende gigant fra den franske nybølge; en mirakuløs instruktørgeneration, der også talte Éric Rohmer, Jacques Rivette, Alain Resnais, Claude Chabrol, Agnès Varda og Jacques Demy.
De fleste af dem begyndte som kritikere ved tidsskriftet Cahiers du cinéma i 50erne, og i de efterfølgende årtier revolutionerede de filmkunsten med lige dele passioneret, uskolet umiddelbarhed og nyskabende filmsproglige visioner. Mange af dem skabte fantastiske film langt ind i det nye årtusinde, men ingen fortsatte i længere tid end Godard; den mest revolutionerende, visionære, utrættelige og kompromisløse af dem alle.
Del: