Det er et særligt ubehag, forklarer Roxana Kia. Det bor i nakken og breder sig herfra til skuldrene, til hals og brystkasse. Til sidst når det maven, og herfra melder søvnløsheden sig.

Roxana Kia forsøger at forklare mig, hvordan det oprør, der i disse uger udspiller sig i størstedelen af Iran, føles for hende som eksiliraner. Hun gnider sig på brystkassen med venstre håndflade.