Levned & Meninger. Min længsel efter alenetid er kronisk. Men det viser sig, at jeg har glemt, hvordan man bruger den.
Solotur-retur
I et andet liv er jeg eneboer. Ikke i en bjælkehytte ved en skovsø, men i en højloftet lejlighed med udsigt til storbytage og lindetræer. Hver morgen går jeg ned på min stamcafé og sætter mig med en bog og en kop kaffe. Senere arbejder jeg nogle timer ved skrivebordet, måske slentrer jeg lidt rundt i byen, går ind og ser en nouvelle vague-film om smukke, fremmedgjorte elskende. Herefter flyder fantasiens konturer lidt ud, men én ting står klart: Jeg er alene.
Mit faktiske liv deler jeg med mand og børn. Når jeg ikke er på arbejde, er jeg spundet ind i deres stemmer og følelser og kroppe, og er der tid tilovers, forsøger jeg at klemme forsømte venskaber og familiebesøg ind. Det er unægtelig et privilegeret liv, men samtidig tørster jeg konstant og totalt utaknemmeligt efter tid alene.



