En ung kvinde ligger og sover på en sofa. Hun er helt krøllet sammen, tilsyneladende tryg, og omgivet af vågne jævnaldrende. Der er te og tændte stearinlys på det skramlede sofabord, og nu digter jeg måske, for jeg så billedet på et opslag på Facebook, hvor et kollektiv søgte nye beboere. Jeg gemte ikke billedet, jeg sad bare og stirrede længe, og nu dukker den type opslag heldigvis hele tiden op i mit feed.

Selv bor jeg på Solitudevej, der hvor Gertrude ventede forgæves på Kaj, om mandagen, i regnvejr, »gennemblødt, så undertøjet føltes nærmest som et grødomslag«. Altså, jeg har fysisk adresse et andet sted, men jeg bor alene, og tænker tit på visen fra 1953, for Elga Olga synger så vidunderligt og helt utrolig livskraftigt om den ensomme vandring, »Drippe, drappe, dryppe op og ned ad Solitudevej«.