Ensom. Hjemmet som fristed og fængsel, selvvalgt isolation, indespærring og det forjættede eget værelse har altid spøgt i den feminine litteraturhistorie.
Kvinder alene hjemme
Under nedlukningen bliver vi lukket inde, midlertidige eneboere eller små enheder, som synker dybere ned i sofaen og kernefamilien, der begynder at give sig klagende i sømmen. Hvad sker der med hjemmet, mens vi er lukket inde? Sander det til i kaffekopper med brune aflejringer og bunker af snavsetøj i hjørnerne, eller bliver det endelig det organiske, hjemlige hjem, vi altid har drømt om, som følger kroppens rytme og føles naturligt, beboet: morgenmad, yoga, oprydning, dagdrømme på toilettet, arbejde, spise, læse i lænestolen (det hele selvfølgelig forstyrret af børnenes anti-idylliske fartstriber). Og hvad sker der med menneskene, når hjemmet osmotisk trænger ind i dem?
Litteraturhistorien er fuld af kvinder i frivillig eller ufrivillig isolation. Mænd strander, groft sagt, på øde øer i robinsonader eller begynder at gå (eventuelt i hundene), mens kvinder låser sig eller bliver låst inde. The domestic, det hjemlige, har historisk været kvindeligt domæne, mens offentligheden, agoraen, det politiske, »virkelige« liv var maskulint. Hvad er det med hjemmet som feminint frirum og fængsel, som træder desto tydeligere frem under den kollektive stuearrest, vi befinder os i? Bliver vi alle mere kvindelige i husarresten? Det husmoderlige kan være trygt i en krise, både mænd, kvinder og nonbinære i min omgangskreds begynder febrilsk at bage surdejsboller, klæge amuletter mod truende, diffuse kriser. Huset kan blive utrygt, der er nyheder om risikoen for partnervold, når vi går op og ned ad hinanden i isolation. I Malaysia udsendte Ministeriet for kvinder og familie- og samfundsudvikling gode råd til gifte kvinder under coronakrisen: Lad være med at være sarkastisk over for din mand, lad være at tage afslappet hjemmetøj på, bliv ved at bruge makeup. For husfredens skyld, for at holde konfliktniveauet nede, en urgammel kvindesport. Det er selvfølgelig en skingrende politisk ukorrekt ansvarsplacering, men spørgsmålet er, om man har råd til at være korrekt, når man ikke har nogen steder at flygte hen. Men er man ikke i akut fare, kan man flygte ind i sig selv. Eller i bøgerne.
Del:
