Sydkorea er kapitalismens insisterende samvittighed. I hvert fald inden for filmkunsten. I takt med, at landets underholdningsindustri i de seneste år har oplevet enorm global gennemslagskraft, har de mest prominente koreanske instruktørnavne kastet deres blik på bagsiderne ved et samfund, hvor konkurrencen er heftigere og udviklingen hastigere end i de fleste andre lande.

Det mest bemærkelsesværdige er den måde, filmene skildrer den hensynsløse virkelighed på. Vi er meget langt fra den paternalistiske, forudsigelige køkkenvaskrealisme, man ser hos en klassebevidst europæer som Ken Loach. Men også fra den overfladiske misundelsesporno i amerikanske eat the rich-fortællinger som White Lotus og Knives Out.