Smagens inderste hjerte

SIRACUSA – Det lange, blåsorte nattog til Milano holder som en blankpoleret sølvpil, der venter på at blive skudt op mod mørket og vinteren, langt fra solen her på stationen i den sydlige del af Sicilien. På et appendiks til det centrale banelegeme rundt om hjørnet står der to små vogne og brummer. De kører lokalruten ind i landet mod Noto, en af de gamle byer, der efter det enorme jordskælv i slutningen af det 17. århundrede blev genopbygget som en sidste mageløs opblomstring af den barokke arkitektur.

Sicilien er så rig på skærende kontraster, at øjet og tankerne har svært ved at rumme dem samtidigt. Men når det lille tog løfter sig op gennem dalen, ser man mere end en flig af dem helt klart. Velholdte orangelunde med svulmende frugter sat mellem sirlige stensætninger og kollapsede, elendige bygninger, der ligner noget, nogen har forladt i al hast for mange år siden. Det eneste nutidige livstegn er dynger af råddent affald, der vælter ud af blafrende sorte sække. Det smukke og forfaldet bor dør om dør på Sicilien, men på forunderlig vis er der en nerve i forholdet mellem de to, der falder ud til den livgivende side. Alt smager bedre, dufter af mere og ser smukkere ud – i hvert fald i den lave vintersol, der maler de lysegule kalksten på Notos katedral i dybe, sandede nuancer om eftermiddagen.