I østers stiger solen op

Det er eftermiddag og så overbevisende gråt og stille, at man tror, solen én gang for alle er død. I en høj varevogn  rumler vi ud ad den seks kilometer lange grusvej mod vadehavsøen Mandø. Om nogle timer vil havet oversvømme vejen og igen mange timer senere trække sig tilbage. Det samme og det samme og det samme. Tidevandets mægtige pulsslag påvirker alt her, også vores ekspedition, vi må skynde os. Problemet er ikke så meget tidevandet, det vender først senere på aftenen, men lyset. Dagslyset forsvinder snart, og vi vil ikke rammes af mørket og famle i blinde ude på havbunden.

»Hvert år kører otte biler i stykker her på vejen,« siger Klaus Melbye muntert og svinger uden om de dybeste huller. Han er en fuldskægget, gråhåret mand i begyndelsen af 60erne med runde briller og lyst til at grine. »Utålmodige folk har ikke tid til at vente på havets tilbagetrækning, de tror, de kan køre gennem 20 centimeter højt vand, men de går i stå, for startmekanismen sidder lavt i motoren.«