Min første erindring om cirkus er fra seksårsalderen, et omrejsende foretagende slog et gigantisk telt op på Engen i Jystrup, og så kom vi valfartende ude fra de små husmandssteder.

Jeg husker den tomme følelse, da jeg tværs over arenaens savsmuld fik øje på min eneste ven, Flemming, på en af de forreste stolerækker og vinkede ivrigt-genert til ham. Han så mig ikke. Uanset hvor meget jeg fægtede med armene, eksisterede jeg ikke, jeg var usynlig, forsvundet i mængden.