På jeres pladser

Min barndoms folkeskole var et smukt eksempel på den velvilje, der prægede den tidlige velfærdsstat. Foruden lokaler til indøvelse af de fire regnearter, diktatskrivning og lokaler til fysik/kemi installerede man midt i de magre 1950ere generøst faciliteter for at gøre de landligt enfoldige småunger til fuldgode borgere i det lyse lykkeland, som skimtedes i den nære horisont.

Man havde ladet bygge en teaterscene for enden af gymnastiksalen med sufflørkasse, scenetæppe, snoretræk og andet til skuespilfaget hørende. Her har jeg optrådt som månen og som en af de tre vise mænd fra Østerland. Jeg var vist Balthasar, brun i hovedet og med stærk lugt af min sminkes soja. Det var sin sag at undgå, at den begede væske smittede af på den hvide kjortel med påsyede stjerner, som er den foretrukne klædedragt for Østens vismænd.

Og ovre på den anden side af skolevejen lå idrætsanlægget, som ret beset bare var en nydelig fodboldbane. Et lille redskabsskur indgravet i Midtbanens sløjfede banevold var placeret i den ene ende. Her stod den klejne trillevogn til opkridtning af banen. I den anden ende var en kort tilløbsbane skåret ud af græsset, undervejs en planke og for enden en aflang sandkasse. Længdespringerens land.

Sprang vi ikke også højdespring her? Eller blev en kæmpe skumgummimadras transporteret ud i det fri, så man ikke kom til skade efter passage af stangen deroppe under himlen. Farlige højder blev passeret i det elegante væltespring, hvor man ligesom krummede sig over stangen deroppe.

Kast med spyd havde fodboldbanens baglinje som målepunkt, herfra skete også kast med bold. Egnens bondesønner, som havde muget og kastet med roer, siden de var fem, brillerede i kastedisciplinen.

For tiden rydder vi op og ud i gamle udlænger, og i en kasse fandt jeg idrætsdiplomerne fra 1969 og 1970, det var sjette og syvende klasses resultatopgørelse. 4,24 meter i længdespring omhyggeligt opnoteret og underskrevet af skoleleder og idrætslærer. Højdespring 1,15 meter, himlen hang åbenbart lavere, end jeg huskede. I sjette landede spyddet i græsset svimlende 21,6 meter ude på fodboldbanen. Året efter var højdespringsresultatet det samme sølle. Vi var ikke så høje dengang.

Der er en fascinerende alvor i de gamle diplomers kardus. Idræt og sport er kun underholdende, hvis man tager syslerne alvorligt, ingen lallede bare hen mod springgraven. Når banen blev brugt til fodbold, kunne man ikke finde på at invitere 12.-manden ind på banen, før sejren var vis eller nederlaget åbenlyst. Parolen var olympisk. Hurtigere, højere, stærkere.

MIN YNDLINGSDISCIPLIN var løb. Tidlige augustdage med morgendug mellem tæerne i fodboldbanens lidt for lange græs, to ad gangen med den forgudede lærer 60 meter ude som løbets endestation. En elev stod ved fodboldbanens baglinje med armen hævet og gjaldede sit »På jeres pladser …«

Man hævede sig ved hans »færdige«, inden han lod armens guillotine falde på »løb!«, så læreren derude i det fjerne kunne trykke stopuret i gang præcis på det rigtige tidspunkt. Vidunderet kunne måle tiendedele sekunder, den var næsten ikke til at fatte, denne videnskabelige nøjagtighed.

Vi var parret efter formodet hurtighed for at presse det optimale ud af os, vi løb jo grundlæggende mod os selv og vores egen tid. Hurtigst var jeg ikke, det blev jeg først nogle år senere, da klassens suverænt bedste dreng i løb omkom i en trafikulykke.

Ingen fandt på at spørge klassens tykke dreng (der var altid kun én tykgjort i hver klasse), sig mig, hvor langsom er du egentlig? Drenge og piger dystede hver for sig, selvom visse piger var hurtigere end visse andre drenge. Der var kun et omklædningsrum, så vi havde gymnastik på forskellige tider.

MÅSKE HAR DE bemærket, at den forgangne uge har været præget af VM i atletik fra Budapest. DR2 havde en fortrinlig og generøs daglig transmission, det hedder flow, og jeg sad troligt aften efter aften to eller tre timer foran skærmen og fulgte begivenhedernes gang.

Ved den slags lejligheder holder jeg med Danmark, naturligvis, herefter med de nordiske lande, briterne, tyskerne og Frankrig og så ellers med åbenlyst talentfulde mirakler, uanset hvor i verden de kommer fra.

Hver gang ender det med den samme småtriste historie for fædrelandet. Nogle håber at komme i mellemrunden og kommer det måske, andre præsterer at slå deres personlige rekord. Når en løber lægger sig bagest, håber man, det er taktik, indtil det viser sig ikke at være det. Jeg holder med dem alle og omfatter dem med sympati, men medaljer kommer der ikke ud af det. En af Atletikforbundets ledere udtrykte under transmissionen stor optimisme, 2023 er et mellemår, forklarede han.

Det er værre for andre lande. Tyskland, kæmpenationen, fik ingen medaljer. Frankrig heller ikke. Finland, Paavo Nurmis fædreland, tog også hjem uden medaljehøst. Måske ved De, at Urho Kekkonen var en glimrende længdespringer.

Det befolkningsmæssigt ubetydelige land Norge vader derimod i medaljer. Langdistanceløberen Jakob Ingebrigtsen var ved stævnets afslutning lidt skuffet over, at det kun blev til fadermyrdende guld på 5.000 meter og sølv på 1.500 meter efter en brite, men foran den landsmand, faderen er træner for. Det havde ikke været hans bedste VM, og han havde også lidt af lidt halsonde. Ingebrigtsen så virkelig trist ud.

For mig blev VM-stævnet til et alter for min barndom, som nægtede at tage mod mine mange timers offergaver foran skærmen. Hvorfor kan vi aldrig rigtig være med? Hvorfor er der så få danske, der dyrker atletik? Dart, curling, sejl og roning er skam udmærket, også her holder jeg med Danmark, men det er jo de klassiske atletikgrene, som er guldstandarden og gør tikæmperne til atletikstævnernes egentlige helte.

Jeg har skrevet det før, og nu kommer det igen i klagende mol: Dramatisk færre dyrker atletik i Danmark, og græsset gror over cindersbaner og længdespringsfaciliteter. Ludende skoleungdom står og venter på, at timen er forbi, så de kan komme ind og ikke behøve gå i bad.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.