Når jeg tænker tilbage på det, er det mest overraskende nok min alder. Jeg var 21 år og lige flyttet til Aarhus, før jeg blev bevidst om, at der var den lasagne, som jeg var vokset op med, Knorr-lasagnen, og så var der den rigtige lasagne, fri for tilsætningsstoffer og klassemarkører.

Lasagneindsigten kom til mig til et middagsselskab, hvor vores uofficielle nationalret blev serveret, og samtalen faldt på, hvor vigtigt det var at lave lasagne fra bunden, og hvor vigtigt det også var at lade lasagnen hvile (endnu en ting, jeg aldrig havde hørt om).