PARIS – »Wauw!« Omtrent sådan kan man bedst opsummere reaktionen fra den udvalgte skare af besøgende franske og internationale gæster, der var inviteret til et smugkig på dette efterårs største kulturelle begivenhed: åbningen af Fondation Cartier pour l'Art Contemporains nye kolossale museum i hjertet af Paris, der slår dørene op for publikum denne weekend.

»Hjertet af Paris« skal forstås bogstaveligt, for som forfatteren Honoré de Balzac skal have sagt: »Paris er Frankrigs centrum, og Paris’ centrum er Palais Royal.« Og det nye museum ligger lige op til Place du Palais Royal, ja faktisk optager museet hele den 150 meter lange bygningskarré, som løber mellem Louvre og det franske kulturministerium mellem rue de Rivoli og rue Saint-Honoré.