Af alle retter, jeg har sat tænderne i i Nærorienten, er der ingen, jeg længes efter med samme brutale, næsten pinagtige intensitet som syrisk kyllingelever. Ikke hummus, ikke kibbeh, ikke engang de der perfekt sprøde falafler. Nej, det er leveren. Kyllingens eget lille renseorgan. Og ja, jeg ved godt, hvordan det lyder.

I Syrien og Libanon bliver retten nærmest tvangsserveret til nybagte mødre. Leveren er jo rig på folat, siger de. Men det er ikke derfor, jeg elsker den. Jeg har min egen grund: Antakya.