Serveret. Nu skal De, kære læser, involveres i den vitaminindsprøjtning, mit køkken har fået.
Hjemmelavet takeaway
Det er sjældent, jeg bestiller mad udefra. Mest fordi jeg som regel synes, det er sjovest at lave maden selv, og anskuer mit køkkenarbejde som en hobby snarere end en pligt. Desuden er der, hvor jeg bor, ikke nogen takeawaymuligheder, der frister.
Eller faktisk burde ovenstående skrives i datid. For der er sket noget. For nylig åbnede der i mit nabolag nemlig en butik med hjemmelavet libanesisk mad, som har en magnetisk effekt på mig. Indehaveren laver alt fra bunden i sit lille køkken og har sine voksne børn som medhjælpere. »Mor!« råber de fra deres position bag disken bagud i retning af køkkenet: »Har vi flere kafta tilbage?« Mere autentisk kan det næsten ikke blive. Og det, der foregår i den lille libanesiske butik, er en dejlig modgift for sådan en som mig, der er kørt sur i gennemkonceptualiserede forretninger, hvor alt er sat på formler og står snorlige.
Del:
