I den danske filmbranche vrides der mange hænder over billetsalg. Med særligt bekymret mine skæves der til lavbudgetfilm af uerfarne instruktører, der ofte har vanskeligt ved at slæbe sig over 10.000 solgte biografbilletter. I et økonomisk presset og indholdsmæssigt overmættet medielandskab ansporer det til overvejelser om, hvad vi overhovedet skal stille op med film, der ses af så få mennesker. Værst af alt gør de hårde vilkår i branchen det sværere for debuterende instruktører at få finansieret film nummer to, tre og fire.

Forholdene er imidlertid også udtryk for simpel djævelsk matematik og en uomgængelig sandhed om filmkunsten, der har været gældende siden mediets fødsel: Det er dyrt at producere film, og det tager som regel mange film, før en instruktør finder ind til et personligt udtryk. Og man kan nu engang kun blive en bedre filminstruktør ved at blive ved med at lave film.