Anmeldelse. Filmen Kneecap og tv-serien Say Nothing behandler på hver sin måde konflikten i Nordirland, fredens pris og livet for de unge mennesker, »våbenhvileungerne«, der nu er voksne. Det er både sjovt og chokerende.
Kunsten at overleve historien
Filmen Kneecap om rapgruppen af samme navn er blevet kaldt Irlands Trainspotting. Pressefoto: Grand Teatret
Tidligere i år blev Gerry Adams fotograferet på den røde løber med de tre musikere, der udgør det irsk-rappende band Kneecap: Den ene af de tre, DJ Próvaí, var som sædvanlig gemt bag sin irske trikoloreelefanthue. Gerry Adams smiler bredt på billedet, faktisk ser smilet lige så stort ud som det, han præsenterede verden for dengang i 1990erne, hvor han forhandlede fred i Nordirland og hang ud med blandt andre Tony Blair og Bill Clinton. Adams var fra 1983 til 2018 leder af partiet Sinn Féin, der længe blev betragtet som IRAs politiske fløj, men selv har Adams benægtet og benægter fortsat, at han var medlem af IRA.
I dag er Adams’ tykke skæg hvidt som julemandens, 1990erne er længe siden, men jeg husker det, som var det i går, at jeg gik rundt i England med lommerne fyldt med slikpapir og tomme Silk Cut Light-cigaretpakker; der var stadig milevidt mellem offentlige skraldespande, de var fjernet for længst, for det var her, IRA gerne plantede sine bomber.
Del:
