En blot nogenlunde duelig konsensus om det perfekte blødkogte æg kan næppe etableres. Spændet er for voldsomt, tre minutter, knap seks, diskussionen vanskeliggøres af variable som æggets størrelse og dets temperatur før kogning.

Og så er der jo spørgsmålet, om man lægger ægget i koldt eller kogende vand. Der er to skoler, her kommer det rigtige svar: Kom ægget i knap dækkende koldt vand, skru helt ned, når vandet koger, låget på igen, og så er ægget færdigt fire minutter senere. Ingen blævrende, endnu ukogt hvide, koaguleringen af blommen kun akkurat påbegyndt, præcis som det skal være. Sådan har jeg altid gjort. Det har således intet som helst med bekymringen for klimaet at gøre, det er pur rationalitet, hvorfor dog ikke bruge mindst mulig tid og energi på at koge sit æg?