Brædder. Kirsten Olesen kom på teaterskole som 18-årig og mærkede, at scenen var skrå. Hun har spillet næsten alt og netop forladt Det Kongelige Teater efter 40 år og står i en tid, hvor der er kommet regler for kunsten, der godt kan virke lidt skræmmende.
Dramatisk præsens
Livet er ikke for de spagfærdige, kunne være Kirsten Olesens dictum, hvis man ser på hendes topti over yndlingsdramatikere. Hun elsker nemlig de græske tragedier, og det var i Euripides' stykke Elektra, at hun fik sit gennembrud på Strøghus Teatret i 1977, kortklippet, intens og gudesmuk. Elektra bliver sendt væk af sin mor, Klytaimnestra, som har hævnet sin datter Ifigenias død ved sammen med sin elsker Aigisthos at slå sin mand, og Elektras far, Agamemnon, ihjel. Agamemnon har ofret Ifigenia for at opnå gudernes gunst i togtet mod Troja, og Elektra bliver efterfølgende giftet bort til en bonde, for at hun ikke skal hævne mordet på sin far. Men det kommer naturligvis, og sådan er det i de græske tragedier, der er ingen ende på miseren, det er storladent, blodigt, skæbnesvangert, menneskeligt, højdramatisk og altså lige noget for Kirsten Olesen. »Tanken er så ren, det hele handler om liv og død, jeg har altid godt kunnet lide at bruge store følelser,« siger hun selv.
Hun blev ellers folkeeje for sin rolle som stuepigen Agnes i Matador, og Agnes er ingen Elektra, men Olesen gav hende en karakter og en sødmefuld stædighed, så Agnes hænger ved, på trods af at skuespiller Olesen har gestaltet et utal af andre kvindeskikkelser siden.
Del:
