Samtid. »Gid du må leve i interessante tider,« lyder en kinesisk forbandelse. »Det må man sige, at vi gør nu, for med interessante menes der turbulente tider.« Kirsten Thorup om krig, kvinder og alder som livsvilkår.
Hvem er jeg
Det viser sig at være et lykketræf, at Kirsten Thorup har tid til at snakke her sidst på året, hun har faktisk taget fri. Jeg ved ikke, hvorfor det kommer bag på mig, selvfølgelig kan en forfatter tage fri, men alligevel. Hun er i fuld gang med at skrive en fortsættelse af sin roman om Harriet, der drager til München i 1942 som dansk krigsenke efter Gerhard, der er blevet skudt ned på Østfronten. Det er en ordentlig kraftanstrengelse med det store stof, og selvom Kirsten Thorup både ser godt ud og har det godt, så er kræfterne ikke de samme hos den nu 80-årige forfatter, som de var tidligere. Der må økonomiseres.
Indtil vanvid, indtil døden handler om krig og kærlighed, et godt par, men der klæber fremfor alt en fuldkommen klaustrofobisk følelse til læserens bevidsthed under læsningen. Fordi det radikale stileksperiment med korte sætninger, nutid og nul afsnit eller kapitler tvinger hovedpersonen Harriets gradvise, men ikke endegyldige opvågnen til nazismens rædsler langt ind under huden på en. Alle opfører sig mærkeligt, man mister selv i nogen grad orienteringen i al den fortættede ondskab, der hænger som en gift i luften. De opfører sig »i forhold til vilkårene«, som Kirsten Thorup selv udtrykker det, i forhold til den angst, der bliver skabt i dem af diktaturet.
Del:
