Illustration: Tania Yakunova Tania Yakunova
Glædessmerte. »Trods alle ulykkerne er der stadig masser af kærlighed i denne verden, og i kampen ikke kun mod fjenden, men også mod vores indre dæmoner af had, fortvivlelse, afmagt og afstumpethed, er det altid med kærligheden, at vi kan hele os selv og hinanden.« Iryna Tsilyk gør status over krigen i Ukraine fra sin lejlighed i Kyiv.
I en by uden elektricitet ser man himlens stjerner
Årets afslutning er et godt tidspunkt at gøre status på. Dagene i julen og omkring nytår giver os anledning til at se tilbage, huske, hvad der skete i det forgangne år, flytte rundt på minderne, rose os selv eller ærgre os over det, der ikke lykkedes. Man kan også skrive lister med forsætter for det kommende år, selvom man ved, at halvdelen af dem aldrig bliver virkelighed. Sådan var det før i tiden. Jeg tager listen med nytårsforsætter fra sidste år frem og kigger på mine ønsker: lære et nyt sprog, besøge lande, jeg ikke hidtil har udforsket, udgive en ny bog eller langt om længe begynde at dyrke en ny sport. Hvem har skrevet det? Jeg? Mit eneste forsæt for 2023 er at overleve og at hjælpe alle mine nærmeste og andre mennesker i Ukraine med at overleve. Og at nyde hver eneste dag, det er også vigtigt. Gode forsætter, der måske lyder ejendommelige.
Jeg sidder i min lejlighed i Kyiv og skriver denne tekst. Det bliver hurtigt mørkt udenfor, mørkeblåt herinde i stuen og senere sort. Luftalarmen uden for vinduet går i gang, og jeg går langsomt ud på gangen (nej, jeg befinder mig ikke i et beskyttelsesrum, men vi har en regel om »to vægge«. Det er en rationel regel – et blindt hjørne uden vinduer kan ikke beskytte mod en direkte træffer, men kan godt skærme mod trykbølger og glassplinter). Der er ingen elektricitet, men det skyldes en planlagt nedlukning af strømmen, og det sker efterhånden hver eneste dag. Vores batterier er opladet, der er vand i hanerne, suppen er parat.
Del:
