Sorgen, genbesøgt

Det kommer, da vi ligger oppe på førstesalen i min søsters hus og prøver at falde i søvn i en enkeltmandsseng. Vi fletter os stadig sammen, ben mellem ben, arme om overkroppe, håndflader mod håndflader, vi er stadig nyforelskede som slyngplanter.

Det er dér, da vi har slukket lyset, at jeg har lyst til at folde mig sammen og fremstamme, at jeg er så ked af, at min mor aldrig skal møde ham. Jeg gør det naturligvis ikke. Alle i sorg kan fortælle, at den kommer i bølger – nogle gange som krusninger på vindstille hav og andre gange som hvid fråde, der kaster sig selv uophørligt mod en havnemole – men færre mennesker fortæller, hvordan sorgen også overrasker, ankommer som en uventet gæst, også på de gode dage.

Det, jeg prøver at sige, er: Min mor har været død i seks år, snart syv, det er, hvad det er.

Men sorgen er også sådan her: Min mor døde i går, min mor har altid været død, i morgen kan min mor dø igen.

Når man har mistet sin mor som ung, er det et vilkår, at der kommer mennesker ind i ens liv, som ikke vil møde hende og omvendt. Jeg kommer aldrig til at vide, om min mor ville have set det samme i min kæreste, som jeg gør. At han altid gør sig umage. At han begejstres, barnligt, for lys, når det falder ind ad vinduer på særlige måder, og særlige farver, for tiden Yves Klein-blå. At vi passer sammen, måske endda hører sammen.

Jeg kommer aldrig til at vide, om hun også ser alle de ting.

Min kæreste for sin del siger, at han føler, det er min mor, han kender bedst af mine familiemedlemmer, fordi jeg insisterer på at tale om hende, fortælle anekdote efter anekdote, men sandheden er – og sandheden er ikke rar at tænke på, den er unådig – at jeg jo heller ikke kender min mor længere. Det menneske, min kæreste kunne have mødt i en verden, hvor min mor ikke havde fået kræft og ikke var død af den kræft, ville i dag have været en 69-årig kvinde, hvis smag og personlighed jeg kun kan gisne om. Dertil kommer, at tiden forvrænger, forskønner, forandrer, så den kvinde, der bor i mine erindringer, ikke længere er den kvinde, der levede og var min mor. Ikke sådan rigtigt.

DER FINDES INGEN løsninger på en død mor, men det betyder ikke, at man ikke prøver alligevel. I dette konkrete tilfælde kigger jeg måske længere tid på min søster, der betragter min kæreste. Ikke at jeg præcis ved, hvad jeg kigger efter. Anerkendelse? Godkendelse? Domfældelse? Muligvis alle tre.

Alternativt kan jeg fortælle mig selv, at min mor naturligvis havde elsket min kæreste, fordi jeg elsker min kæreste. Jeg kunne have beroliget mig selv med den lovmæssighed, at mødre elsker mænd, der elsker deres døtre. Men det slår ikke til, det kan jeg ikke nøjes med. Jeg vil se min mor og min kæreste drikke te i køkkenet i de behagelige stole i kurveflet, jeg vil høre ham grine ad hendes upassende vittigheder, der som regel involverer pruttelyde, og jeg vil se hendes blik hvile på ham. Uudgrundeligt, sådan var hendes blik.

Jeg ville også gerne vise hende, at jeg tror, jeg klarede det. Da hun forlod mig, var mit hjerte stadig sådan en hurtig hest, altid fornemmelsen af hove, der skrabede utålmodigt mod jorden, men sådan er det ikke længere. Jeg sover længe, jeg betaler regninger, jeg har stueplanter. Det havde jeg gerne vist hende, og jeg havde gerne vist, at jeg kan elske, som hun lærte mig at elske. Ustoppeligt.

Men alt det kan jeg selvsagt ikke få.

Den sidste løsning er – og det er måske den løsning, jeg hælder til – at jeg kan stille mig tilfreds med, at min kæreste kommer til at møde min mor på samme måde, som jeg selv møder hende: i mig. I de begyndende rynkers mønster, i hændernes tøven – tilsyneladende altid i tvivl om deres berettigelse – i forkærligheden for det fjollede.

Men det er ikke det samme som at møde min mor.

Det er heller ikke det samme at møde min far, mine søstre eller mine brødre. Der vil altid mangle en. Og jeg siger ikke, at vi mennesker er puslespil og vores familiemedlemmer brikker, men alligevel. Så sært det er at skulle præsentere noget amputeret, noget, hvor tomrummet stadig står gabende åbent.

AT MISTE EN FORÆLDER som ung er at blive et trebenet dyr i en verden af firbenede. Uden at jeg helt præcist kan forklare hvorfor, kan jeg med sikkerhed sige, at man føler sig mere udsat, mere sårbar, og med tiden lærer man at camouflere det – en halten bliver rettet, en bævende læbe bides fast mellem tænderne. Det, der blev slået åbent, bliver lukket til igen. Indtil den dag, hvor man ligger i sin søsters gæsteseng i et hus på Fyn og savner sin mor. Så er man igen et trebenet dyr.

Sådan er det, men det er, hvad det er. Jeg hører mig selv sige den sætning oftere og oftere, når snakken falder på min mor. Jeg siger den, når jeg holder foredrag om sorg i litteraturen, og nogen i publikum siger, men du var meget ung. Mest af alt siger jeg den til mig selv; og til sorgen, når den banker på som – i Max Porters ord – et stort, sort væsen med fjer.

Måske var det bedre, om man ikke sagde noget, men lod sorgen sidde lidt. Grief fills the room up, som Shakespeare skriver i King John, og måske er det sådan, det er rarest. At sidde lidt i stilhed, lade det fylde, kigge hinanden i øjnene, nære omsorg for sorgen, som for en undulat eller en beostær.

Og derefter hilse pænt farvel og vende sig mod sin elskede i sengen, til den varme krop, og sno sig tilbage ind i ham, ind i det sammenflettede.