Det må have været en tidlig udgave af ægteparret Rachlins erindringer, jeg hver sommer genlæste, når jeg besøgte mine bedsteforældre i Nordjylland. 16 år i Sibirien udkom første gang i 1982, og omkring årtusindskiftet forekom Sovjetunionens brutale genopdragelsesmetoder i form af tvangsdeportation så tilpas tilhørende fortiden, at man kunne lægge sig på maven i græsset i haven og simpelthen sluge Rachel og Israel Rachlins fortælling om de 16 år, som de ufrivilligt tilbragte i Sibirien, fra de den 14. juni 1941 blev deporteret fra deres hjem i Kybartai i Litauen, til de den 22. juli 1957 ankom med Helsinki-færgen Ariadne til København, atter som frie mennesker.

I den mellemliggende periode nåede ægteparret og deres voksende børneflok at tilbagelægge en strækning på mere end 25.000 kilometer, rejse 129 dage og bo seks forskellige steder i 20 forskellige boliger spredt over Sibirien. Det er erindringen om alt dette, der er omdrejningspunktet i deres bog.