New Abnormal. Bamser til voksenbabyer, filmet gråd og nye, højtløftede ansigter. Skilsmisser, AI-kærester og træt makeup. Marie Antoinette-memes, blå øjne og Pantone-hvid. Vi havde det vildt i 2025, og popkulturen spejlede, frembragte og forstærkede alle følelserne.
Hvis tårer var guld

Illustration: Mau-Britt Bernt Jensen
Vi vidste, at det ville støje, og at vi nok ville få ondt i øjnene. Det såkaldte vibe shift var indvarslet, og ja, denne »året, der gak«-tekst handler for en stor del også om Donald Trump. Hvordan kunne den andet? Trump var og er allevegne, han er magten og distraktionen, og jo, det ville være rart at skrue ned, hvile øjnene, men det her handler om popkulturen i 2025, og skønt vi forsøgte at vende blikket, endda boykotte alt amerikansk, så vi stadig mod vest.
Eller: Vi kiggede ned i vores telefoner, og der så vi selvfølgelig også en del K-pop-beslægtet content, og mange kinesiske Labubu-dyr, bamser, eller hvad de er: hugtandede monstre, nuttet, blød magt, der fik voksne mennesker til at græde og te sig som babyer.
Del:

