Osteklokkespil. I 2025 vendte krisen tilbage i den internationale popindustri. Så den slukkede vi for. I stedet fejrede vi et jubelår for dansksproget musik og fandt modgiften til kunstig intelligens.
Vi har det, åh åh

Vil man forstå musikåret, som det forløb på internationalt niveau i 2025, fortæller én statistik det væsentligste. For hvilke sange var det egentlig, vi lyttede mest til i år? Og hvad var det, de sagde om os? Ser man på Spotifys opgørelse over de største hits på globalt plan, er svaret klart, men nedslående: Årets tre mest populære sange er alle fra 2024.
Øverst på listen finder man Lady Gaga og Bruno Mars’ retroballade »Die with a Smile«, så følger Billie Eilishs søde sommerdrøm »Birds of a Feather« og herefter endnu en Bruno Mars-kreation, det K-poppede ROSÉ-samarbejde »APT.«. Det er, som om 2025 slet ikke har fundet sted. For at gøre ondt værre er den mest populære sang, der faktisk er blevet til i år, den harmløse youtuber Alex Warrens bryllupshymne »Ordinary«. Efter et spektakulært 2024 var dette år i globalt regi præcis det: totalt ordinært.



