Det trækker op til fester og sammenkomster. Juleaften, nytårsaften, alt det løse: julefrokoster, julestuer, juletamtam, genrerne forgrener sig; i USA vinder »Friendsgiving« frem, en alternativ optakt til Thanksgiving, hvor man holder sammenskudsgilde med sine venner og ruster sig, inden man skal hjem og diskutere politik med familien.

I højsæsonen kulminerer en forventning og rådvildhed, som gælder hele året. Jeg vil intet hellere end at samle folk omkring mig. Jeg drukner i hverdag, savner venner og nærvær. Men hvordan gør man? Nogle mennesker er født vidunderlige værter, opmærksomme og tilpasse i opmærksomheden.