For et par uger siden opdagede teaterinstruktøren Martin Lyngbo noget mærkeligt på Facebook. Lyngbo havde brugt den sidste tid på at opsætte et støttearrangement for ukrainsk kultur på Det Ny Teater i København – og under annoncerne for showet var der pludselig et mindre hav af kommentarer.

Martin Lyngbo er noget af en ekspert på nethad. Han er gift med politikeren Zenia Stampe, og som en slags kærlighedsgerning logger han af og til ind på ægtefællens Facebook-side og luger ud i kommentarsporet: »Jeg kender dansk nethad bedre end de fleste,« siger han, »det her var noget helt andet.«