Det var ikke en anden tid

Igennem det seneste halve årti har samtidswesternserien Yellowstone været den mest sete amerikanske tv-serie. 

Med ingen ringere end Kevin Costner i hovedrollen som patriark og Montana-ranchejer John Dutton har serien særligt appelleret til de amerikanske midterstater, hvor man har været godt tilfreds med at se nogle salt of the earth-mennesker, der fylder deres cowboybukser ud og beskytter deres jord imod konkurrerende familier, indfødte og miljøaktivister med skarpladte skydevåben og en stille stivlæbet patos. 

Faktisk blev serien så stor en succes, at manden bag, Taylor Sheridan, supplerede med de to historiske spinoff-serier kaldet 1883 og 1923, hvor man fulgte Dutton-familien, først som nybyggere og siden i beskyttelsen af den jord, de gjorde til deres. 

Yellowstone var, og er stadig, med sin stort anlagte og historisk baserede nationale selvfortælling og sin vilde seersucces, på trods af at den sendes på flow-tv, et meget symptomatisk tilbageskuende tv-fænomen, i en tid, hvor netop historien er blevet en politisk kampplads.

Outer Range og Yellowstone ligner ved første øjekast hinanden som to dråber vand, men Outer Range opfører sig anderledes. Som hvis en dæmon eller en fremmed intelligens havde besat Yellowstone. Eller hvis man går mindre okkult til værks, kunne man også kalde Outer Range et historiografisk korrektiv. 

I første sæson mødte vi Wyoming-ranchpatriarken Royal Abbott, som her spilles af Josh Brolin, og hans rodeoelskende familie. Også de måtte konstant kæmpe for deres i egen opfattelse gudsbestaltede private ejendomsret. Men meget hurtigt begyndte der at ske ting og sager, som der absolut aldrig ville ske i Yellowstone. For eksempel dukkede et ti gange ti meter stort hul op på Abbott-ejendommens vestlige græsgange, og hurtigt lærte vi, at man simpelthen kunne rejse i tid ved at hoppe ned i det. 

En ung alternativt orienteret kvinde, Autumn, ankom (ligesom det nogenlunde skete i Yellowstone) og fik lov til at slå sit telt op på grunden, men så fandt vi ud af, at der var en mystisk forbindelse mellem hende og det store hul. Og til sidst viste det sig, at Autumn måske i virkeligheden var en og samme person som Royals barnebarn Amy, og at Royal selv, for at det ikke skulle være løgn, faktisk var født i 1878. 

Da første sæson sluttede – efter vi også havde fået et kort indblik i en meget urovækkende fremtid – med, at en bøffelhorde fra 1800-tallet stod op af hullet som en slags levende gejser, konstaterede jeg, at det her var noget af det mest afsindigt opfindsomme fjernsyn, jeg nogensinde havde set.

OUTER RANGE er egentlig i familie med såkaldt mystery box-serier som eksempelvis Lost, og den store test for sådan en serie er altid, om den har opfindsomheden til at fortsætte med at bygge oven på mysteriet og komplicere intrigen. Det lykkes til dels for den. I den nye sæson intensiveres anslagene imod familien Abbotts ret til deres jord. Og så følger vi Royals søn Perry, som faldt i hullet i slutningen af første sæson. Han ankommer til en tid, hvor hans far og mor var unge og altså endnu ikke sammen.

Den lokale sherif, den indfødte Joy, blev også transporteret til fortiden i slutningen af første sæson og ender her i anden med at tilbringe fire år med den indfødte stamme, hans forfædre, der i slutningen af 1800-tallet havde lejr på jorden, før de hvide faldt dem i ryggen. Begivenhederne er ikke lige så skelsættende som i første sæson, men man er stadig voldsomt interesseret i, hvor vi dog er på vej hen. Og samtidig fortsætter Outer Range med at udvide denne verden, hvor man i modsætning til Yellowstones mere traditionelle historieudlægning aldrig kan sige, at det var en anden tid. 

Det er i øvrigt en af seriens styrker, at den aldrig bliver eksplicit politisk omkring den pointe. Snarere finder den, når fåmælte mænd med deres store bæltespænder står og kigger ned i selve tidens mørke gab, sin egen distinkte form for særhed, hvor man ligesom kan mærke den grundlæggende amerikanske myte – familien og ranchen, arvefølgen og den private ejendomsret – trevle i deres indre. Og det er altså sjældent. Det er også derfor, man bliver lidt ked af det, hver gang vi er ovre hos naboranchrivalen Tillerson, hvis medlemmer i deres kolossale bjælkehyttemansion med den store væg af udstoppede ugler opfører sig væsentligt mere Lynch-mærkeligt. Det kender vi ligesom i forvejen. Det samme gælder, når serien her i anden sæson forsøger sig med at gå mere tidsfilosofisk til værks, og det bliver tydeligt, at der virkelig ingen grund er til at forklare sig for meget.

Fjernsyn har aldrig rigtig haft en avantgarde. Men Outer Range er et eksempel på, at der nærmest ved et uheld, tænker man, kan blive givet grønt lys til en ret stort anlagt serie, som ganske enkelt ønsker at vende hele mediet på hovedet. Så selvom anden sæson nogle gange har problemer med tempoet, vejer det altså tungere, at vi her får en tv-serie, der synes at have forstået, hvor underligt det nødvendigvis må blive, hvis man tager det for pålydende, at selve historien er en kampplads.

Outer Range sæson 2. Udviklet af Brian Watkins. Prime Video.

Der findes oceaner af film, men kun få skribenter kan guide Dem trygt gennem masserne. Læs alle Weekendavisens filmanmeldelser her.