Det går op og ned i boligbiz

Når folk siger, at det er umuligt at leje et værelse i København, plejede jeg altid at tænke: Den er god med dig. Det var selvsagt før, jeg selv fik sparket. Da jeg for fire år siden senest skulle finde tag over hovedet, foregik det på den måde, at jeg oprettede en profil på en boligside, ventede en dags tid, hvorefter den måske flinkeste fyr i kommunen inviterede mig til samtale i sin fest af en lejlighed på Nørrebro i København.

Der var straks kemi, jeg flyttede ind få dage senere, og vi levede lykkeligt til vores dages ende. Eller, hans lige så flinke kæreste flyttede også ind, men jeg fortsatte tilværelsen som den lykkelige lejer, nu bare som veloplagt tredjehjul. Med andre ord: Jeg har haft en komplet virkelighedsfjern opfattelse af, hvad det vil sige at leje et værelse og dele et hjem.

Skæbnen ville, at parret skulle få den egoistiske idé at blive så lykkelige, at vi nu skal ud i en beboerrokade: baby ind, Laura ud. Boligmarked, hører du?

En nær veninde, der er ved at uddanne sig til anklager, skulle for nylig føre sin første sag i retten og fortalte efterfølgende om det nervepirrende i at stå alene over for den erfarne forsvarer.

»Seriøst,« sagde hun og spilede øjnene op. »Jeg skulle ikke engang have en voksen med?«

Veninden ved hendes side tog hendes hånd og konstaterede, at anklageren, 27 år gammel som jeg selv, vel teknisk set er voksen. Samtalen sendte mig ud i en lettere eksistentiel indre dialog: Er jeg så rigtig voksen nu? Skal jeg til at bo som en?

Jeg er for ung til endnu rigtigt at bekymre mig om pension eller gå op i de helt rigtige bordskånere, men for gammel til at bo i et kosteskab og leve med beskidte tallerkner i vasken. Jeg er for ung til at drømme om ferier på fine badehoteller, men konstaterede for nylig, da jeg under en rejse fandt en 22-årig fyr sove tungt i min sovesalskøje, at jeg afgjort er blevet for gammel til at bo på hostel.

I min ene vennekreds er den første netop blevet gravid, og når jeg er sammen med dem, og samtalerne cirkler om farvekoder og fertilitet, får jeg en akut trang til at vride armen om på min bank og investere i de første mursten, jeg støder på. Bygge rede, få mit eget, skabe et langsigtet hjem.

Min anden vennekreds bryder i øjeblikket op med kærester og flytter i fælleshybel, og efter samvær med dem stryger jeg, i et anfald af jeg-er-da-sådan-en-social-type-helt-uden-behov-for-plads, ind og søger på ting som kæmpekollektiv.dk (siden findes ikke) og »sådan bliver du valgt i kollektivet«.

Mit endelige rationale: Skal kollektivet være, skal det være nu.

Første forsøg på at finde mit kommende bofællesskab er en øm affære. Jeg har meldt mig til en rundvisning i et såkaldt »hyggeligt bofællesskab med rummelige værelser«. Det viser sig at være et kollegium for helt nye studerende – juristen her kunne sige et og andet om vildledende markedsføring. Følelsen af at være en tudsegammel dinosaur rammer mig lige midt mellem mine pludseligt voldsomt rynkede bryn, da en pige med lavtaljede bukser rækker hånden frem og siger: »Hej, skal du også starte på CBS?«

Jeg får fremstammet et nej, men vælger, ydmyget og med skamfuldt bøjet hoved, at fortsætte med gruppen rundt og inspicere samtlige fem kvadratmeter af alle værelser. De kun lige udklækkede studenter havde brækket sig af grin, hvis de havde opdaget, at de havde en færdiguddannet dame på slæb.

Fem samtaler senere har jeg lært et og andet om den sære hybridkonstellation, roomiesamtalen er. At være til samtale hos sine potentielt kommende roomies er som at være på date og til jobsamtale på samme tid. Der er aldrig langt fra storhedsvanvid til akut mindreværd – opslag om ledige værelser får let 100 henvendelser på en dag. De skal vælge mig, hele mig, men signalerne er forvirrende – skal man slå på rengøringskundskaber og punktlighed eller kaste med håret og fremhæve sine evner i et køkken? En blazer signalerer, at jeg kan betale huslejen, men de må heller ikke tro, jeg er en skrankepave-stivstikker.

Omvendt kunne en grøn hæklet crop top måske udstråle, at jeg er loose og hviler i mig selv – eller lugter det simpelthen for tykt af desperation? På med den røde læbestift, ej, det var nok alligevel for meget, jeg tørrer febrilsk farven af og opnår en klassiker i både datens og jobsamtalens verden: det paniklyserøde omrids om munden, der primært henleder tankerne på et blomstrende eksemudbrud.

Til en samtale på Nørrebro tager to mænd i slut-20erne jobsamtaledelen yderst alvorligt. Kun spørgsmålet, om jeg arbejder bedst i teams eller individuelt, mangler for den komplette oplevelse. De krydsforhører mig om, hvilke genrer jeg skriver her i avisen, hvorfor jeg blev journalist, og hvad jeg lavede forinden. Jeg parerer blødt: Kunne de mon være interesseret i at lave mad sammen indimellem?

Det kan vi da godt, brummer den ene – men han spiser altså havregryn til alle måltider. En information, mine veninder ville have omtalt som et blinkende rødt flag, havde det været en date, men det her er netop ikke en date, og den karnap har altså et virkelig dejligt lys, og man behøver jo ikke nødvendigvis være venner med sine chefer, undskyld, roomies? De vælger naturligvis en anden.

I et kollektiv på Vesterbro møder jeg en helt anden stemning. Levende lys balancerer i to vinflasker på et mørkt træbord, og jeg får en flaskeøl i hånden. Samtalen flyder omkring musik og bøger, vil jeg i øvrigt med ud at klatre en dag? Vi griner, holder øjenkontakten, det føles som en virkelig vellykket date, når jeg lige at tænke.

»Hvad vil du sige, er dine svagheder?« spørger pigen i en gul lænestol så knastørt og sidder pludselig klar med en notesblok.

Det er her, man bare for alt i verden ikke må ydmyge sig til, i panik over spørgsmålets dybde, at svare ting som »min perfektionisme«. Skulle jeg hilse og sige fra en (ven, selvfølgelig), der aldrig fik jobbet.

På vej ned ad trappen opdager jeg, at jeg har glemt min sweater i lejligheden. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, smiler jeg selvtilfreds med tanke på de mange film, hvor en glemt cardigan har ført til store romancer. Medmindre de altså finder en »bedre kvalificeret«. En med »mere erfaring«. Eller ja, ghoster mig. Jeg må nok hellere hente den sweater alligevel.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.