Frihed, lighed og fjendskab

DE tror det måske ikke, men slå selv efter: Det var allerede i 1976, at borgmestrene fra den københavnske vestegn advarede mod indvandringens konsekvenser. Her fortalte Ishøjs borgmester, Per Madsen, om Ishøj-planen, hvor knap ti procent var indvandrere. Madsen bekymrede sig om manglende integrationsvilje hos de nyankomne og fordomme hos danskere: »Er der i en kommune eller bare i en bebyggelse flere end ti procent udlændinge, begynder problemerne at dukke op,« sagde han, og så dominerer modsætningerne. Madsen blev, som de andre socialdemokratiske borgmestre, ikke bare overhørt, men udskammet og fik racismesager på halsen. Der skulle gå 40 år, før en socialdemokratisk partileder sagde, at vestegnsborgmestrene havde ret.

FRANSKE politikere kendte i sagens natur ikke til Madsen fra Ishøj. Men allerede i 1980 havde en fjerdedel af franskmændene mindst én bedsteforælder, der var født i udlandet, og som tidligere kolonimagt var Frankrig op gennem det 20. århundrede Europas førende indvandrerland. Kritikken af indvandringen var henlagt til Front National, i 1973 grundlagt af Jean-Marie Le Pen, der blev anset som ekstremist og også opførte sig sådan med sin racisme og forståelse for nazisternes metoder. I bagklogskabens ulideligt klare lys, forstærket af ilden fra tusindvis af brændende biler i de franske forstæder, skulle de franske politikere nok have lyttet lidt mere til Le Pen. Resultatet ser vi nu. De gamle partier er nærmest afgået ved døden. Det politiske system er i langvarigt sammenbrud. Og indvandringen er ved at ødelægge den franske model for forholdet mellem borgere og stat.