Den totale aflysning

Martin Brygmann undskylder og aflyser alle sine optrædener på ubestemt tid. Trommeslager og bandleder Claes Antonsen undskylder også og aflyser også alle sine. Oveni meddeler nogle af dem, der havde arrangeret disse optrædener eller skulle have medvirket i dem, at de også ville have aflyst.

Slår du op med mig? Nej! Jeg slår op med dig først!

Måske er det sådan, det nødvendigvis må være – den totale aflysning og bandlysning. Men kan de så komme tilbage?

Lige nu er det lidt svært at se det.

I Berlingske siger en konsulent ved navn William Atak i dag, at oddsene for tilgivelse og comeback er »betydeligt ringere« for folk med MeToo-sager, end »når det drejer sig om dårlig ledelse eller ringe forretningsførelse«. Atak har et firma, der laver krisestyring, men trods sit stridbart klingende navn synes han ikke at mene, at et angreb er det bedste forsvar.

Folk i Brygmanns og Antonsens sko kan håbe – og det er ifølge artiklen i Berlingske endda et spinkelt håb – at blive taget til nåde, hvis de fuldtonet engagerer sig i at bekæmpe den kultur, de på mere eller mindre monstrøs vis har eksempliciferet. Selv ville William Atak nok, fremgår det, betakke sig for at arbejde med Brygmann eller Antonsen, fordi det ville stride imod krisehåndteringsfirmaets etiske regelsæt. MeToo er simpelthen for giftigt til krisestyring.

De voldsomme sanktioner over for MeToo-afslørede mænd kunne indikere, at vi stadig mangler en mekanisme til at håndtere sager om liderlighed og seksuelle grænseoverskridelser. En form for truth and reconciliation-system, hvor synden kan bekendes, og tilgivelsen med tiden gives.

Måske har det noget at gøre med, hvordan fænomenet »sexisme« betragtes. Hos DR er det tilsyneladende altomfattende, det er »grænseoverskridende adfærd som sådan«, som dokumentarchef i DR Mikala Krogh formulerer det i ugens avis.

Alle hånde overskridelser behandles således under ét, fra det at sammenligne en kvindelig sanger med Björk, selvom hun ikke bryder sig om det, til regulære overgrebssager, som politiet ville skride ind over for.

Sammenblandingen betyder, at små sager bliver gjort mere alvorlige, end de burde, og at alvorlige sager risikerer at drukne i et ocean af mindre alvorlige.

Der er flere problemer ved det strukturelle blik, der anlægges på problemet krænkelser. Det bliver for absolut. Man vil jo gerne ændre et helt system, ikke fokusere på individers fejltrin, hvilket er sympatisk. Sociale normer har enorm betydning, og de kan tilmed forandres.

Hvad en sexistisk struktur derimod ikke kan, er at sige undskyld og komme videre. Den skal omstyrtes og knuses. 

Når alle siger, at det handler om kulturen, er det ikke alene, fordi det ikke er så pænt at sige det ligeud, hvis det egentlig handlede om at få nakket nogen. Man mener det.

Og derfor, når nu man så alligevel får nakket nogle af de individer, det ikke skulle handle om, som jo bare eksemplificerer et problem, som skal forestille at være et fælles problem – hvorfor skal disse udvalgte mænd da fladmases så grundigt? Bandlyses, aflyses og være fattige?

Er det umuligt at forestille sig, at en mand som Brygmann eller Antonsen kunne sige undskyld og blive tilgivet? At man hen ad vejen kunne lære af hans erfaring med at opføre sig dårligt?

Kunne man forestille sig, at en sådan mand fik lov bare at tage skraldet? At han måske skulle betale erstatning eller måske endda, hvis hans synder er af den kaliber, sidde i fængsel i en tid? Eller måske at han tog på sommerturné og optrådte med sine (eventuelt virkelig kiksede) sange, og at der så var nogen i publikum, der råbte buh, eller nogen, der ligefrem nægtede at møde op og smed deres billet i skraldespanden? 

En sanktion, med andre ord; ikke en destruktion.

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.