Velkommen til Serveret: Weekendavisens ugentlige madklumme, hvor avisens skribenter går i køkkenet og afprøver både udbredte og oversete råvarer, finpudser nedarvede opskrifter og kvalitetstjekker tidens virale livretter.

En ny juleaften truer. Men i år har jeg sagt stop: Jeg gider ikke det der kæmpe stykke fjerkræ mere! Indrømmet: Det ser bestemt julet og familiehyggeligt ud, når man hiver sådan en stor, dampende and, gås eller kalkun ud af ovnen. Men jeg er nået til den erkendelse, at det ikke er besværet værd. Ud over at det er et helvedes arbejde at tilberede en kæmpe fugl – de fylder jo det halve køleskab og efterfølgende den hele ovn – synes jeg heller ikke, at selve smagsoplevelsen står mål med arbejdet.