Musikkens konjunkturer skifter. Da jeg var barn på tærsklen til 1990erne, var guitarsoloen stadig fast inventar i meget af den populære musik, der strømmede ud af transistorradioer og konfirmationsanlæg. Et uregerligt, støjende klimaks af maskulin energi som selvindlysende kulmination på mange af tidens store sange.

Men soloen var så småt ved at miste sin aura af oppositionel, undertrykt primalskrig og lignede snart mere en stivnet institution, der kunne påklistres alt med brug for et skær af oprør. Den iturevne, forvrængede solo var mere blevet fædrenes end teenagernes ejendom, og det er jo gerne første søm i ligkisten for kulturelle magtbastioner.