Før hver af mine bordreservationer i Rom forestår en udmattende og neurotisk udvælgelsesproces, og ikke desto mindre gik det gruelig galt i foråret, da jeg først måtte sende en afskyelig fettuccine med klipfisk tilbage til køkkenet på den fancy restaurant i San Lorenzo og dernæst havnede bord om bord med skamløst berusede amerikanske B-filmproducenter og fik focaccia med bladguld.

Denne gang havde vi kun et døgn i Rom, og som hommage til bydelen Monti og den spæde forelskelse havde jeg booket værelse på Grifo, vores gamle favorithotel, som havde ganget prisen med tre i de forløbne 25 år.