Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

Om en måneds tid får Det Kongelige Teaters årlige musicalsatsning premiere, og i år er der tale om god timing, når tæppet går for den fordanskede version af Billy Elliot, om drengen fra en minearbejderlandsby i det nordøstlige England, som ved et tilfælde opdager, at han virkelig godt kan lide at danse ballet.

Herhjemme taler vi nemlig igen om Den Kongelige Ballet, efter at chefen for Det Kongelige Teater, Kasper Holten, i sidste uge løftede sløret for en omfattende fornyelse af balletskolen, der har ligget i forbindelse med nationalscenen siden 1771. Fremover fjernes balletskolens første fem klassetrin samt stopprøverne, mens der også kommer loft på, hvor mange forestillinger eleverne må medvirke i. Ændringer på balletskolen indføres, efter at en række tidligere elever sidste år stod frem i Politiken og kritiserede skolens fremgangsmåde. Blandt andet fremgik det, at 17 tidligere elever under deres ophold på skolen udviklede spiseforstyrrelser, mens andre udviklede angst og depression.

Alt det forsøger balletskolen nu at gøre op med. For som Kasper Holten udtalte sidste uge: »Skolen skal være et sted med fokus på udvikling og børnefaglighed snarere end en fabrik, der leverer børn til balletten.«

Arkivfoto: Morten Pape, Scanpix
Arkivfoto: Morten Pape, Scanpix

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Hvorfor der ikke tidligere er blevet gjort op med den sorte skoles metoder, står klart, lige så snart man begynder at læse op på balletskolens historie. I ugens avis beskriver Synne Rifbjerg den enestående danske kulturinstitution, der for alvor fandt sin form, da italieneren Vincenzo Galeotti blev ansat som balletmester i 1775. Dengang lå balletskolen i tilknytning til Hofteatret, og dansen var i denne periode en måde at bryde den sociale arv på, hvilket ellers nærmest var umuligt under Enevælden. Her finder man kimen til den populære forestilling om, at balletten frisætter og forløser talent, en historie, man ser repeteret i Billy Elliot.

Men herhjemme har balletten også altid været et barskt sted, hvor børn mellem seks og 16 år modtager instrukser i en striks tradition, som trækker tråde tilbage til 1800-tallet. Først nu er vi imidlertid i stand til at forholde os til det. Det skyldes naturligvis de seneste års opgør med autoriteter og vores stigende prioritering af medarbejdervelfærd.

Det er en god ting, at vi langt om længe er villige til at indrømme, at evnen til at yde ekstraordinære præstationer har en pris. Og at vi løbende diskuterer, om det er prisen værd. En tilsvarende debat finder sted i hestedressurmiljøet, og nu skal balletskolen så til at finde ud af, hvordan fremtidens elever skal oplæres i en mere end 200 år gammel dansetradition.

Afgørende er det, at skolen tager sin historiske arv alvorligt. For selvom denne fortid måske fremstår en smule belastet i lyset af den nye viden om dansernes ve og vel, så bygger skolen på nedarvede pædagogiske traditioner, som har til formål at opbygge dansernes kroppe. Ifølge balleteksperter er det langtfra ligegyldigt, hvornår børnene begynder at danse disciplineret. De tidlige år omtaler balletanmelder Alexander Meinertz som »den motoriske guldalder«, for det er her, man kan forme og styrke kroppen til at klare det klassiske balletrepertoire, som stadig bygger på de samme grundtrin.

Balletskolens ledelse bør forholde sig til eksperternes kritik. Er de enige i, at de første danseår er essentielle for danserens motoriske evner fremadrettet? Selv hvis det er tilfældet, er de i deres fulde ret til at melde ud, at prisen for den slags dans, som vi har vænnet os til at se, når vi går i balletten, er for høj. Hvis balletledelsen til gengæld ikke mener, det har betydning at omlægge træningsforløbet, må de forklare, hvorledes de planlægger at kompensere for de manglende træningstimer, som nødvendigvis må blive resultatet af de annullerede klassetrin. Hvad vi til gengæld ikke bør acceptere, er påstanden om, at balletskolen kan forandres fundamentalt, uden at det har betydning overhovedet.

Læs også teaterchef Kasper Holtens modsvar: Fejlagtig kritik.