Serveret. I Italien spiser man 25. juli pasta med ost og smør for at fejre enden på fascismen.
Antifascistisk pasta
Velkommen til Serveret: Weekendavisens ugentlige madklumme, hvor avisens skribenter går i køkkenet og afprøver både udbredte og oversete råvarer, finpudser nedarvede opskrifter og kvalitetstjekker tidens virale livretter.
Det var september, og jeg stødte tilfældigt til en pro-Palæstina-demonstration i Bologna, som nærmest opstod ud af det blå foran mig, da jeg var på vej ud til frokost. Da demonstration var forbi, gik jeg intuitivt ind i den store Feltrinelli-boghandel på Piazza di Porta Ravegnana, hvor Umberto Ecos How to spot a fascist stod prominent placeret.
Alt føltes så politisk present den dag i Italien, som en roman med et næsten for udtalt tema, og efter at have oplevet en følelse af rørende solidaritet i Bolognas smukke gader følte jeg mig kaldet til at købe Ecos bog og gå ned i en park og læse den. For utroligt nok er det også her, lidt uden for Bologna, at den antifascistiske pasta blev født. En simpel pastaret blev nemlig i 1943, samtidig med at den lille tiårige Umberto Eco blev tvunget til at skrive profascistiske hyldester til Mussolini i skolen, symbolet på den antifascistiske kamp.
HVORDAN KAN EN pastaret være antifascistisk? Jo, faktisk havde Mussolini og co. i årevis prøvet at brændemærke pastaen som noget fjendtligt og ikkeitaliensk. For det første blev utrolig meget hvede importeret til pastaproduktionen i de år, og på den måde støttede man økonomisk fjenden – de andre – når man spiste pasta. Han var mere til ris og sagde famøst »En nation af pastaspisere kan ikke genskabe den romerske civilisation.«
Og Tommaso Marinetti, faderen til provokunstretningen futurismen – og stor fan og ven af Mussolini – skrev allerede i 1930erne om fremtidens mad-Italien: »Vi skal kæmpe imod sovsepytter, uordentlige bunker af mad og frem for alt imod slasket, antiviril pasta.«
Det var altså ikke kun økonomisk, man støttede fjenden, det var også gastronomisk problematisk med den pasta. Fascisterne havde simpelthen som et af sine politiske principper afskaffelsen af pasta, fordi det havde gjort Italien ladt og dovent.
Derfor, da rygtet om Mussolinis tilfangetagelse 25. juli 1943 – og dermed et håb om undertrykkelsens endeligt – lød her i Emilia-Romana-regionen, bød den nu kendte Cervi-familie med sine syv sønner hele deres landsby på pasta med ost og smør.
En gastronomisk sjældenhed i et krigshærget og udsultet land, men også en symbolsk politisk beslutning, en fejring og en trodsig handling i én. Glædesrusen var stor, men lykken varede kort, for Mussolini slap løs, krigen fortsatte to år endnu, og alle syv brødre af Cervi-familien blev fanget, og hver og én blev henrettet for deres modstandskamp, inden de nåede at se krigen slutte. Derfor holdes en tradition i hævd, når hundredvis af restauranter den dag i dag serverer denne pastaret på dagen for Cervi-brødrenes gestus.
Pastaen overlevede, og symbolet står fast i denne ret. Lad Dem derfor, i disse tider, rive med af den politiske madkamp, og lav en simpel pastaret derhjemme som hyldest. De skal reelt set kun bruge pasta, ost og smør.
RETTEN KAN LAVES på budget eller mere luksuriøst. Jeg har både prøvet den med en hjembragt 48 måneders parmesan med en kilopris på fem gange økologisk hakket oksekød anno 2025 og med en mild pecorino fra den lokale Netto, og det er en humørsag, hvad man er til. Men gør Dem selv en tjeneste og anvend den bedste pasta, De kan finde.
De koger pastaen lige lidt kortere tid, end det står på pakken, mens De smelter smørret i en pande ved siden af. Gem en kop pastavand.
Så hælder De en skefuld pastavand over til smørret og rører rundt, til saucen bliver lidt cremet. Hæld så pastaen over i panden, og tilføj osten. Vær tålmodig, og rør det om sig selv et minut eller to, og tilføj en smule pastavand, hvis det ser tørt ud. Det hele skal være dejligt cremet.
Server straks, og sæt eventuelt den antifascistiske slagsang »Avanti popolo« på på anlægget imens for at komme helt i stemning.
Del:
