Overjordisk. Mogens Dahl Koncertsal genåbnet med tysk, dansk og russisk musik.
Åndernes hus
Genåbningen af Mogens Dahl Koncertsal på Amager i tirsdags kan De lytte til i morgen lørdag klokken 12:15 på P2. Men De skulle selvfølgelig have været der. Det var den sublime Trio con Brio, der midt i deres verdensberømmelse var at opleve med værker af Beethoven, Ruders og Tjajkovskij. Søstrene Soo-Kyung Hong, cello, og Soo-Jin Hong, violin, sammen med pianisten Jens Elvekjær. Et ensemble skabt i 1999 og hørt første gang hos Mogens Dahl i 2006.
Deres indspilningsrække med Beethovens klavertrioer puffer allerede de gamle mestre mod adstadighedens rige, så blomstrende vildt og lidenskabeligt musiceres der her. Klavertrioen nr. 5 i D-dur op. 70 nr. 1 har fået tilnavnet »Geistertrio« på grund af sin andensats, Largo assai e espressivo, med snigende, men dog godartet fremmaning af mørkets ånder. Men det er i virkeligheden blot en øm refleksion over, hvad førstesatsens Allegro vivace e con brio har budt på af heftigt opbrud. Her bestormes vi af, hvad der nærmest er en sværm af ghostbusters, der aggressivt forsikrer os om alle spøgelsers afmarch.
Del: