Revision. Tidligere dyssede man historiske skikkelsers homoseksualitet ned. Nu vælter kulturelle heltinder ud af skabet og ind i popkulturen. Kan man frigøre fortidens lesbiske med nutidens alen?
Rigtig gode veninder
De løber rosenkindede omkring i frugthaven, i lange amerikanske kjoler, Emily Dickinson og Sue Gilbert, unge, kvikke kvinder med langt mørkt hår og glubske fremtidsdrømme. De er uadskillige hjerteveninder, fornemmer man. Så læner de sig ind mod hinanden og kysser dybt. Sådan slutter første afsnit af Dickinson, serien om Emily Dickinsons ungdomsår, netop afsluttet efter tre sæsoner. Serien blander pjanket og opfindsomt millennial-sensibilitet med kønsroller fra tiden omkring den amerikanske borgerkrig. Og så outer den Emily Dickinson som en kvinde, der elskede kvinder.
Den anekdote, jeg altid har hørt om den geniale amerikanske digter, går på, hvordan Dickinson var ekstremt menneskesky, en eneboer og pebermø, der aldrig forlod sit hjem. Simpelthen noget så ugift, en selvvalgt gammeljomfru. I Dickinson ender hovedpersonen også med at isolere sig i sit hjem og sin skrivning. Men det er en del af fortællingen, at hendes livs kærlighed, Sue, gifter sig med Dickinsons storebror, Austrin, og belejligt bosætter sig i huset ved siden af.
Del:
