Få meter inden for hovedindgangen på KØN – Gender Museum Denmark i hjertet af Aarhus står en godt tre meter høj nøgen polystyren-mand med skæg, mandeknold, tissemand og bryster, der ammer et spædbarn. Agape, som fyren hedder, skal lede tankerne hen på antikkens eller renæssancens statuer.

Skulpturen er skabt af den 29-årige billedhugger Aske Kreilgaard og har allerede før ferniseringen denne onsdag eftermiddag påkaldt sig megen opmærksomhed. I Berlingske kaldte Eva Selsing værket for »radikalfeministisk propaganda« og mente, at museet måtte have et slet skjult mål om at opløse kønnene.