Seriemaleren

DRESDEN/BERLIN – Der hviler altid et skær af uvirkelighed over Dresdens gamle bydel, fordi den er ny. Dresden blev bombet sønder og sammen under Anden Verdenskrig, og i Florian von Henckel Donnersmarcks film Werke ohne Autor (da. Værk uden skaber, 2018), der er bygget over billedkunstneren Gerhard Richters liv, står han som lille dreng 45 kilometer fra centrum og ser den by, han med sorg er flyttet fra, gå op i flammer. Filmen, som Richter har nægtet at se og kritiseret for at være uvederhæftig, hedder på engelsk Never Look Away. I filmen er det påbud fra hans tante Marianne, så barnet ser det hele, men zoomer ind og ud med blikket, så billedet sløres. Det er en teknik, der af den virkelige Richter er blevet brugt igen og igen i det figurative maleri, han har insisteret på er gangbart. Selvom det allerede havde været erklæret dødt længe, da han flygtede fra Østtyskland og ankom til Vesttyskland i 1961.

Hans metode er først at male efter fotos, gerne amatør og fra familiealbummet, og så viske detaljer ud med penselstrøg, sløre det, gøre den i fotografiet allerede beskårne virkelighed mere uvirkelig, i en vis forstand som byen Dresden selv. Han har selv sagt, at han slører ting, så de fremstår lige vigtige og lige uvigtige, så de ikke ser kunstneriske eller håndværksprægede ud, men tekniske, glatte og perfekte. Måske, tænker man, er det også, fordi Richters biografiske virkelighed indeholder så grumme ting, at man må sløre motiverne, hvis man nu ikke må se væk. Når man er født i 1932, samme år som Hitler blev tysk statsborger, og året før han blev rigskansler, er der dømt tung bagage fra begyndelsen.