Omkring år 200 efter vor tidsregning gjorde røveren Bulla de romerske landeveje usikre i spidsen for en bande på 600 medlemmer. Han havde et netværk af kontakter, som holdt øje med, hvem der rejste fra Rom eller den sydlige havneby Brundisium, så han vidste, hvor og hvornår han skulle lægge sig i baghold. Hans kriminelle gerninger skabte så stort røre, at selv kejseren, Septimius Severus, hørte om ham og fulgte med i hans sag. Alligevel gik der lang tid, før Bulla, med tilnavnet Felix eller »den heldige,« blev fanget og kastet for de vilde dyr.

Hvorfor? Var han virkelig bare heldig? Ifølge den græskskrivende historiker Cassius Dio, som er kilden til Bullas historie, var han også snu. Og så var der, skriver han, en tredje forklaring, som måske er den vigtigste: »Gavmilde bestikkelser.«