SOM svensk politik har udviklet sig, ligner det en slow motion-udgave af det danske jordskredsvalg i 1973; Sverigedemokraterna fik opbakning fra knap 6 procent ved valget i 2010, godt det dobbelte i 2014, og det etablerede Sverige må frygte for en yderligere fordobling ved Riksdagsvalget til september. Jimmie Åkessons parti tegner i alle meningsmålinger til at blive et af de tre store i svensk politik ved siden af Stefan Löfvens Socialdemokraterne og Ulf Kristerssons Moderaterna. Det forudsigelige resultat er meget vanskelige regeringsforhandlinger. Selv en såkaldt stor koalition af Löfven og Kristersson vil være for lille til at mønstre de 175 mandater, som er nødvendige for at skaffe flertal i Riksdagen.

MAN fristes til sammenligning med Danmark. Der findes stadig dem, som mener, at opbakningen til Dansk Folkeparti er talt op af udlændinge­fikserede medier og sleske politikere. Sverige dementerer den forestilling. Det officielle Sverige, som har talt pænt eller tiet om udlændinge­problemer og skyet Sverigedemokraterna som den Onde selv, har alligevel fået et politisk uhåndterligt, stadig voksende udlændingefjendsk parti. De seneste år har de etablerede partier strammet deres udlændingepolitik under indtryk af Sverigedemokraternas vælgersucces og asyl- og migrantpresset i 2015; hjemsendelser af afviste, skrap grænsekontrol, indførelse af midlertidige opholdstilladelser og endda det seneste år megen tale om svenskhed og svenske værdier.

SÅR de svenske vælgere tvivl om oprigtigheden af denne omvendelse, kan man ikke fortænke dem i deres skepsis. Moralismen i de etablerede partier har været betydelig og fik sit højde­­punkt med Moderat-lederen Fredrik Reinfeldts appel til svenskerne om at åbne deres hjerter for flygtninge. Knap underforstået: Det var et moralsk svigt hos svenskerne, at de ikke indså visdommen i de åbne grænsers politik. Det var i 2014. Siden har Europas lande et efter et dementeret denne politiske kurs og droppet forestillingen om kvotefordeling af flygtninge i EU-landene også. Hvert land skøtter sig og sine. Åbne hjerters politik er opskriften på lukkede grænser.

HØSTER Sverigedemokraterna virkelig 20-25 procent til september, vil Sverige stå med et uhåndterligt stort parti, som vil ud af EU, som er betænkeligt glad for Putins Rusland, som er fortaler for en protektionistisk økonomisk politik – og som oveni har en åbenlyst totalitær fortid, som man har betænkeligt svært ved at gøre sig fri af. Det er opskriften på et sammenbrud for den svenske politiske kultur med faste flertalskonstellationer bag den siddende statsminister.

MAN ser med Sverige som eksempel fordelen ved den håndtering af udlændingesagen, som har været særlig for Danmark: åben diskussion af ­problemer, der fortrænger moralismen som politisk rettesnor. Dansk Folkeparti er som Sverigedemokraterna fascineret af økonomiske restriktioner og af Putins Rusland, og man er ubekvemme ved EU, dog uden at kunne bekvemme sig til at kræve udmeldelse af Unionen. Men afgørende: Man kunne allerede seks år efter partiets stiftelse fungere parlamentarisk normalt; partiet er født ud af den parlamentariske tradition og har systematisk arbejdet på at kunne indgå forlig, samtidig med at man pressede først Venstre og siden Socialdemokratiet til at tage deres vælgeres bekymring alvorligt. I Danmark diskuteres det, om Dansk Folkeparti kan indgå i en Venstre-regering. I Sverige truer regeringskaos, fordi man må lade, som om Sverigedemokraterna og deres vælgere ikke findes. dis