I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Flere drenge end piger har autisme. Forekomsten af diagnosen i Vesteuropa og USA har længe vist en skæv kønsfordeling, der kan være helt oppe på 4:1, og der er givet flere bud på mulige forklaringer. For eksempel at der kan være en beskyttende faktor hos piger, at der er større genetisk varians blandt mænd, eller at mænds hjerner adskiller sig fra kvinders på nogle punkter, der optræder særligt tydeligt i den autistiske hjerne – den teori hedder the extreme male brain.

Autisme ser ud til at være lige udbredt blandt drenge og piger. Arkivfoto: Signe Goldmann, Scanpix
Autisme ser ud til at være lige udbredt blandt drenge og piger. Arkivfoto: Signe Goldmann, Scanpix

Det, vi ved nu

Nu har forskere ved Karolinska Institutet i Stockholm så gransket tal over den svenske befolkning, og de når frem til, at autisme kan være næsten lige så udbredt blandt piger som blandt drenge – pigerne bliver blot diagnosticeret senere i livet.

Udgangspunktet for studiet er data om 2,7 millioner svenskere, der blev født mellem 1985 og 2022. Dem følger forskerne i nationale registre i op til 35 år frem.

I den periode fik 2,8 procent en autismediagnose, og den gennemsnitlige alder ved diagnose var 14,3 år. Men der var forskellige mønstre hos drenge og piger: Blandt drenge blev der givet flest diagnoser i 10-14-årsalderen, mens det blandt piger forekom hyppigst i 15-19-årsalderen.

På den baggrund når forskerne frem til, at der ved 20-årsalderen kan være stort set samme forekomst af autisme hos begge køn.

Men …

Antallet af autismediagnoser er desuden steget meget i perioden, hvilket kan skyldes mange faktorer, deriblandt bredere diagnosekriterier og generelt større opmærksomhed i befolkningen. Derfor er det ikke så let at afgøre med sikkerhed, hvad der er det »naturlige leje« for piger og drenge. Men forskerne mener, at deres studie giver grobund for at se nærmere på pigernes senere diagnosticering. 

BMJ, 5. februar

Nyhedsbrev: Under lup

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev, hvor vi bruger forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den. Udsendes hver anden uge.