Dybt vand

I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Lavbundsjorde har fået en central rolle i dansk klimapolitik. Det bygger på en enkel, men stærk fortælling om, at moser, enge og tidligere vådområder er enorme kulstoflagre, som siden de blev drænet til landbrug har afgivet CO₂ til atmosfæren. Derfor blev genopretning af vådområder i mange år set som et effektivt klimatiltag.

Det kulminerede i den grønne trepartsaftale, hvor udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde blev et centralt redskab. Tanken var, at vådlægning var en ren »win-win-win«-løsning, fordi den både ville reducere CO₂-udslip, fjerne kvælstof og skabe mere natur.

Det, vi ved nu

Nu advarer fem fagfolk i Ingeniøren om, at erfaringerne viser en række utilsigtede konsekvenser. Når drænede ådale vådlægges, kan terrænsætninger skabe lavvandede, iltfattige søer, og det kan – stik imod hensigten – udløse kritisk iltsvind med negative konsekvenser for traner og andre ynglefugle.

Samtidig rummer indsatsen et grundlæggende dilemma: De iltfattige forhold, der fremmer kvælstoffjernelse, øger også nedbrydningen af tørvejord og modvirker dermed kulstoflagring.

Denne pointe understøttes af ny forskning fra Københavns Universitet, hvor målinger fra Maglemosen nord for København har vist, at fuld oversvømmelse af lavbundsjorde ikke er den bedste løsning for klimaet. Vandmættede, iltfrie jordlag hæmmer den naturlige omsætning af metan i jorden, og det øger udledningen af metan, som er langt mere potent som drivhusgas end CO₂.

Men …

Udtagning af lavbundsjorde er stadig en god idé, men virkeligheden er mere kompleks end den enkle win-win-win-fortælling, der har præget debatten. Hvis vådlægning skal gavne både klima, vandmiljø og biodiversitet, kræver det, at terræn, hydrologi og næringsstofbelastning analyseres grundigt, før der skrues på vandstanden. Nogle ådale kan med fordel genoprettes, mens andre bør behandles med stor forsigtighed, især hvor der allerede findes sårbar natur.

Det er ikke et valg mellem natur eller klima, men at vælge tiltag, som ikke løser ét problem ved at skabe et nyt. Jens Olaf Pepke Pedersen

Ingeniøren, 20. januar & Københavns Universitet, 29. januar