Denne artikel udkommer også i Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev Under lup. Læs mere og tilmeld Dem her.

I begyndelsen af dokumentaren Tingbjerg-eksperimentet har tilflytteren Maja trillet barnevognen til Tingbjerg for at finde ud af, hvordan det skrider frem med familiens kommende rækkehus, som er i gang med at blive opført mellem de gule boligblokke. Her, i udkanten af byggepladsen, møder hun for første gang Klara og Claus, som skal flytte ind i huset ved siden af, og det er naboforelskelse ved første blik: Efter få minutter har Maja konstateret, at begge familier har drengebørn, foreslået at de vælger samme vuggestue og talt om at hive flere af deres venner fra brokvartererne med til området. Det varer ikke længe, inden de to familier slår katten af tønden sammen og fejrer fælles nytår. Mon de var blevet boende i Tingbjerg, hvis de ikke havde hinanden?

Meget kan siges og er blevet sagt om Tingbjerg-eksperimentet, men bag polemikken om progressivt snæversyn og ghettopakker er dokumentaren også en smuk og kompliceret fortælling om vigtigheden af naboskab, og det er netop, hvad det handler om i denne uges nyhedsbrev: Om hvordan de forkerte naboer kan gøre livet sværere, mens de rigtige kan bidrage til vores lykke – og måske endda overlevelse.

Ikke for rige

Da Majas kommende naboer fortæller, hvilket husnummer de skal bo i, kommenterer hun straks på størrelsen: »Den gigantiske, den store? Interessant!« siger Maja, som selv må nøjes med 84 kvadratmeter. Hun er ikke den eneste, der skeler misundeligt ind over hækken. Den amerikanske forsker Daniel Kuhlmann har vist, at størrelsen på éns nabos hus har betydning for, hvor glad man er for sit eget.

Det kan ligefrem gå ud over vores mentale helbred, hvis vi bor i et område, hvor alle naboerne er rigere end os selv, skriver min kollega Anders Boas i sin seneste artikel, »Min rige nabo«. Selvom vi i tiltagende grad lever i en digital verden, er det tilsyneladende stadig dem på den anden side af plankeværket, vi sammenligner os mest med

Faktisk ... ser det ud til, at man har mindre brug for antidepressiv medicin, hvis ens naboer er fattigere end én selv.

Ikke for anderledes

Naboer er ikke kun vigtige, fordi vi spejler os i dem. De er også vigtige, fordi vores børn skal gå i klasse med deres. Derfor er den danske middelklasse villige til at betale en høj pris for at sikre sig en bolig i det rigtige skoledistrikt. Det handler ikke om det faglige, men om at finde en skole uden for mange fattige eller tosprogede, og måske er der en vis logik i snobberiet. I hvert fald tyder meget på, at børn trives bedst i klasser, hvor der er mange børn med den samme etniske baggrund som dem selv. Det skrev jeg om sidste år i artiklen »Lige børn trives bedst«.

Faktisk ... gælder det ikke kun børn med dansk herkomst, også børn med indvandrerbaggrund er gladere, når en vis portion af klassekammeraterne ligner dem selv.

Ikke for krævende

Mange drømmer om at bo et sted, hvor de har et godt og tæt forhold til deres naboer. Men selvom vi drømmer om tætte, lokale fællesskaber, så orker de fleste danskere ikke for mange generalforsamlinger eller forpligtelser. Derfor er der i de seneste år opstået en ny form for bofællesskaber, hvor professionelle »værter« betales for at være socialt samlingspunkt. Det skrev jeg for nylig om i artiklen »Landsby på samlebånd«.

Faktisk ... viser forskning fra Realdania, at danskere, der taler med deres naboer tre-fem gange om ugen, er væsentligt lykkeligere end dem, der gør det en-tre gange om måneden.

Hvis de bløde argumenter om fællesskab og livskvalitet preller af på Dem, er det også værd at bemærke, at et godt forhold til naboerne i yderste fald kan være spørgsmål om liv eller død. Ifølge beredskabsforsker Robin Ersing er tætte naborelationer noget af det vigtigste for at klare sig igennem en katastrofe.

Måske var det alligevel på tide at få inviteret den nye overbo på kaffe eller få taget initiativ til den vejfest?