Je suis Maja fra Tingbjerg

Det er svært ikke at krympe sig over de på én gang naive og selvretfærdige tilflyttere i Tingbjerg-eksperimentet på DR. 

I dokumentaren følger man to ressourcestærke danske par, der flytter ind i nybyggede rækkehuse mellem Tingbjergs boligblokke. De arkitekttegnede boliger er første etape i en tvunget omdannelse, der skal pille bydelen af ghettolisten, og ejendomsudvikleren NREP har valgt at sælge rækkehusene billigt mod til gengæld at kunne håndplukke købere, som kan og vil bidrage til at »gentrificere (...) max«.

De nye familier rykker ind med Le Klint-lamper og patinerede Folkestole og drømmer om at lokke deres smarte venner fra brokvartererne til området med mikrobryggerier og Noma-pop-ops. »Vi er nødt til at eksekvere,« siger Thomas, men har svært ved at få arrangeret legeaftaler med sønnens brune venner fra børnehaven.

Flere har ristet Tingbjerg-kolonialisterne for deres manglende evne til at se ud over egen næsetip. Men måske skyldes den høje cringe-faktor ikke, at tilflytterne er særligt uudholdelige, men nærmere at de minder om alle os andre.

I DANMARK HAR VI længe besunget ideen om blandede byer, hvor høj og lav bor side om side, men i praksis har vi det med at klumpe os sammen med dem, der ligner os selv. Når Tingbjerg-tilflytterne søger hinanden og ender med at lave deres egen »ghetto i ghettoen«, er det ikke en moralsk fiasko, men en universel mekanisme: Man kan fnise ad den progressive Majas efterlysning af en lgbt+-politik, men hendes bekymring for at sende sit barn på en skole med få etnisk danske elever deler de fleste.

Det har også vakt forargelse, at tilflytterne efter fire år kan sælge huset til markedspris og indkassere en betydelig økonomisk gevinst. Det er virkelig cringe, når Jens Kramer for femte gang understreger, hvor utrolig heldige tilflytterne er, men det er også en nøgtern erkendelse af, at økonomiske incitamenter er nødvendige. At beboerne griber en mulighed for at komme ind på det afsindige københavnske boligmarked, er svært at klandre dem for.

TINGBJERG-EKSPERIMENTET handler om kultursammenstød, men ender også med at vise, hvordan vi er ens. Chahira frygter, at de nye naboer vil se skævt til hendes hijab; Maja er nervøs for, om hun kan sole sig på terrassen. Alle er bekymrede for deres udsigt. I slutningen af dokumentaren forenes nye og gamle beboere i fælles indignation over det støjende byggeri, som skal få flere rækkehuse til at skyde op. Pludselig taler tilflytterne ikke om at »skabe mere liv« mellem blokkene, men om at bevare Tingbjergs herlighedsværdi og grønne områder. Nimbyismen kender ingen etniske skel.

Man mærker en voksende accept af, at vejen til integration snarere går gennem fodboldklubben end nye surdejsbagerier, og efter fire år vælger begge par at blive boende. Ville de bytte med en murermestervilla i Brønshøj, hvis de kunne? Sikkert. Tilflytterne i Tingbjerg er boligfikserede, akavede i mødet med det fremmede og dårlige til at overskride kulturelle skel. Det samme er de gamle Tingbjerg-beboere, og det samme er vi andre. Lad os være overbærende, når nogen gør forsøget.

Læs også Anne Sophia Hermansens anmeldelse: Nybyggerne i Tingbjerg.