Kultursammenstød er godt tv. Det erfarede TV 2, da Balladen om kolonihaven for et par år siden blev en uforudset succes med over en million seere pr. afsnit, og DRs nye dokumentar Tingbjerg-eksperimentet trækker på samme hammel. Seks middelklassepar er blevet håndplukket til at flytte til Tingbjerg – den københavnske bydel, som i 1950erne blev opført som velfærdsstatens idealby, men som i 2018 røg på regeringens ghettoliste.

Vi følger to af parrene, Claus & Klara og Maja & Thomas, der har fået mulighed for at købe et billigt rækkehus, mod at de bliver boende der i mindst fire år, og spørgsmålet er så til sidst, om de vil forblive gift, undskyld boende, eller vender tilbage til de brokvarterer, de kom fra. Ja, det er næsten ligesom Gift ved første blik, her er ægteskabet bare byttet ud med en forpligtende bolighandel.