Sygeplejersken ser egentlig godt blodet. Et drop er gået af en patients hånd, og nu drypper der blod ned i patientens seng og på gulvet. Men hun lader det være, for hun har en anden opgave på listen.

Da Maiken Holm Kaldal i foråret 2022 følger ti nyuddannede sygeplejersker på et universitetshospital, overværer hun mange scenarier som dette: situationer, hvor en sygeplejerske må forlade nogen, der har brug for hendes hjælp.